header
headerbottom
Forside
Anmeldelser
Artikler
MP3 Blog
Koncertliste
Links
Kontakt

Farvekode

Anmeldelser
13-07-2006

Joolie Wood
Tales of Colour and White
Ten to One Records

cover

Klik på billedet for stort

Af Mads Pedersen

Multiinstrumentalisten Joolie Wood burde være kendt af de fleste, der interesserer sig blot marginalt for neofolk og nyere psykedelisk rock. Hun har medvirket på plader med notabiliteter indenfor genren som Sol Invictus og Fire & Ice, men er nok først og fremmest kendt for sit engagement i de legendariske Current 93, hvor hun har medvirket på fløjte, violin, backing vokal og meget andet siden "Thunder Perfect Mind" fra 1993. Ligeledes har hun i de senere år medvirket i de psykedeliske Sun Dial samt spillet på Simon Finns seneste album, "Magic Moments".

Der er altså ingenlunde tale om en ung, uprøvet debutant, selvom vi her har at gøre med hendes solodebut, udsendt på netop Simon Finns nystartede pladeselskab, Ten to One Records (hvis man fraser hendes aldeles glimrende bidrag til Læger Uden Grænser-bokssættet "Not Alone" under navnet Jooel). EP'en har en imponerende gæsteliste, bestående af folk i og omkring Current 93 - det er de færreste debutanter, der kan prale af at have Simon Finn, Maja Elliot (Current 93), den kriminelt undervurderede Karl Blake (Shock Headed Peters, Sol Invictus, Current 93) og Baby Dee med på deres debut. Der er nærmest tale om et mindre Current 93-all star band.

Musikken minder nu ikke specielt om Current 93, selvom der er tale om en art småpsykedelisk folkrock. At hun er en rutineret dame, høres også på musikken, der er velskrevet og velspillet. EP'en består af fire sange med en spilletid på kun 12 minutter, hvilket ikke er meget, EP'ens pris taget i betragtning.

Første sang, "Jewel Song", er et nydeligt instrumentalnummer, centreret omkring Woods violin, hvorefter der langsomt bygges op med samples, harpe, melodica og orgel. Det fungerer fint som intro, men det kan diskuteres, om det er nødvendigt med en intro på så kort en EP. Ikke desto mindre bygger den godt op til andet nummer, "You Own the Universe", med tekst fra Esajas' Bog i det gamle testamente. Nummeret er delikat opbygget omkring Simon Finns guitar og Woods melodica og fløjte, og sammenspillet mellem de to er fremragende, ikke blot på denne sang, men på pladen som helhed. Tredje sang, "Where all Flowers Grow", er en duet med Karl Blake. Linjer som "In the churchyard you stood/ Where all the flowers grow/ Asking why there isn't love/ For everyone I know" ser måske ikke godt ud på tryk, men virker langt mere overbevisende på grund af Woods melankolske stemme. Wood har i det hele taget en glimrende stemme. Ved første ørekast kan den synes en kende flegmatisk, men ved flere gennemlytninger åbenbarer den adskillige kvaliteter, i form af en melankolsk grundstemning, hvor hun ikke overdriver sine virkemidler. Sidste nummer, "Melt with the Snow", er EP'ens højdepunkt. Her er Blake krediteret for "very electric guitar", og det klæder sangen, ligesom Baby Dees harpespil og Elliots klaverspil der hele tiden bygger nummeret op i baggrunden, er på usædvanligt højt niveau.

Hvorfor hun først har udgivet en soloplade nu, synes en anelse besynderligt, når man betænker, hvor længe hun har været på scenen, men resultatet er blevet virkelig godt. Dog skinner det igennem, at musikerne har spillet meget sammen. Med så dygtige musikere og med deres eksperimenterende baggrund in mente, synes jeg dog, det ville klæde musikken med lidt flere eksperimenter. Sangene er af høj kvalitet, men har en tendens mod det enslydende.

Forhåbentlig får man med den kommende fuldlængde et klarere billede af, hvor Wood ønsker at bevæge sig hen, og denne anmelder vil gerne have lidt mere psykedelika og lidt mindre pænhed. Ikke desto mindre vil jeg gerne give "Tales of Colour and White" mine varme anbefalinger med på vejen, for sangenes høje kvalitet, og for samspillet musikerne imellem; især Wood og Finn synes at være nærmest telepatisk forbundne.

Alt i alt synes jeg, Wood har lavet en udmærket debut, og jeg glæder mig meget til fuldlængden, der skulle komme sidst på året. Her bliver det også spændende at se, om der vil blive eksperimenteret mere. Indtil da synes jeg man bør anskaffe "Tales of Colour and White", hvis man er til melankolsk, let psykedelisk folkrock.

Ep'en er tilgængelig fra TTO[at]gmail.com og Rough Trades mailorder.


Karakter: 4 / 6

Udgivet: 03-07-2006

seperator

© 2006-2009 transmission
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde.

Nyeste Mp3 Blog

03-04-2010
Grand Magnus and the II - Echo Blowjob [Læs mere]

23-03-2010
Krump [Læs mere]

26-12-2009
Blood Axis [Læs mere]

Fokus

02-08-2010
Playlists juli
Af Redaktionen

22-06-2010
Metal Magic Festival Part III
Af Morten Block

07-06-2010
Playlists maj
Af Redaktionen

Yderligere Info

02-03-2010
Twitter og Facebook

Følg transmissionnu på Twitter

04-11-2008
Transmission søger skribenter

Er du interesseret i at skrive om den musik, du brænder for? Så læs mere her.

Anbefalede Koncerter

03-09-2010
Othon & Tomasini (+ Messerkvartetten)
Warehouse 9, København [Læs mere]

04-09-2010
Othon & Tomasini (+ Martin Hall)
Warehouse 9, København [Læs mere]

24-09-2010
The Black Angels
Loppen, København [Læs mere]

23-10-2010
Grinderman
Falconer Salen [Læs mere]

05-11-2010
Einstürzende Neubauten
Vega, København [Læs mere]

15-11-2010
Teenage Fanclub
Vega, København [Læs mere]

Se Koncertliste