At en plade kan give forskellige indtryk, alt efter hvilke omstændigheder man hører den under, er et velkendt fænomen. Sjældent har jeg dog oplevet det i en så udtalt grad, som det er tilfældet med duoen Munck//Johnsons andet fuldlængde album, ”Count Your Blessings”. Hvad der ved overfladisk gennemlytning fremstår som et stemningsfuldt, men alt for stillestående og måske endda lidt anonymt udspil, åbner sig virkelig jo mere koncentreret, der fokuseres på musikken.
Moogie Johnson og Camilla Munck var begge centrale figurer i alt.country bandet Wynona, der lagde instrumenterne på hylden tilbage i 2004. Inden da havde gruppen fået påhæftet betegnelsen ”nordicana” på grund af deres blanding af amerikansk, alternativ country/americana og nordisk tristesse. Denne blanding videreføres her af duoen samt gæstemusikere i en mindre rocket og mere minimalistisk og tyst indpakning.
Albummet åbnes mesterligt af en stærk trio af sange. ”Last Wish” er først og domineres af akustiske guitarer, der suppleres af fjern feedback guitar, wurlitzer-orgel og strygere. Det er en af den slags sange, der først for alvor kommer til sin ret ved høj lydstyrke eller i høretelefoner, hvor detaljerne kan nydes. Hertil kommer naturligvis Muncks fortræffelige vokal, der er en styrke overalt på albummet. ”Ellis of Davenport” bliver holdt helt simpel med vokal og to guitarer. På ”The Streets” dominerer Muncks orgel den dybe ende af lydbilledet, mens hendes vokal svæver sørgmodigt ovenover: ”Let’s flood these streets / And lead them to the ocean / Unfolded as in dreams / Mercy goes under”. Hvad der umiddelbart lyder som et smukt, men lidt musikalsk livløst nummer åbenbarer ved nærmere lytning et væld af detaljer og interessante teksturer. Klart et af albummets højdepunkter.
Munck//Johnsons udenlandske åndsfæller, i bands som Red House Painters og Low, får ofte genrebetegnelsen sadcore smidt efter sig, hvilket da også kan være relevant i duoens tilfælde. Det musikalske og lyriske univers er i hvert fald centreret omkring følelser som fortvivlelse og sorg, men heldigvis med enkelte stænk af håb og gåpåmod. Som i den overraskende tempofyldte ”Flesh and Bone” der bringer tiltrængt forløsning fra albummets stærke følelse af monotoni, der på sange som ”Slavesong” og ”Sweet and Lowdown” godt kan føles lidt for forceret, hvilket tynger anden halvdel af albummet en smule.
