Før i tiden var jeg egentlig ret begejstret for danske Mobs Sonic Youth-inspirerede indie/støj-rock, som de leverede den på deres to første albums, ”And this was a Good Day” og ”I Believe in you” fra hhv. 1999 og 2002. Jeg blev dog temmelig skuffet over deres mangel på musikalsk progression på 2005’s ”We all Repeat the Past” og live i tiden omkring udgivelsen. Deres udtryk og mangel på variation begyndte ganske enkelt at trætte mig, selvom man godt kan have respekt for deres åbenlyse dedikation til den valgte stil, til trods for manglen på nogen som helst form for kommerciel succes.
Der er heller ikke ligefrem kommet nye boller på suppen med ”Polygon” EP’en, om end Mob her er mere brutale og sammenbidte end nogensinde før. Lyt blot til f.eks. den paranoide ”Ghost Track” eller ”Wait for Me” som eksempler på at Mob sagtens kan levere deres komprimerede og støjende guitar-bredsider ordentligt. Morten Haabers vokal er som altid både klynkende og hidsig, men hans begrænsede udtryk bliver også hurtig en af bandets svagheder, hvis man udsættes for den i længere tid ad gangen. EP’ens fire numre og korte spilletid gør den dog til en overkommelig mundfuld og får den til at fungere fint som et stramt og koncentreret angst- og vredesudbrud, hvor monotonien heldigvis ikke rigtig når at gøre sig gældende.
