Af Mads Pedersen
Current 93 har efterhånden et pænt stykke over de 10 liveudgivelser på samvittigheden. Det kan lyde af meget, men i dette tilfælde er det i virkeligheden alt, alt for lidt. For det første spiller Current 93 sjældent live, hvorved hver enkelt koncert bliver en begivenhed i sig selv. Ganske vist har de spillet mere live de seneste år, men stadig nok til at hver koncert er absolut speciel og unik. For det andet så er Current 93 nærmest endnu bedre på live- end på studiepladerne, hvor de fleste andre bands mister intensitet når koncerterne optages og udgives. Hvordan det lykkes for David Tibet og kohorter at præstere dette, har jeg ingen anelse om, men det kan tydeligt høres.
Koncerten her er optaget i juni 2005 i St. George the Martyr Church i Toronto i Canada. Kirkerummet giver en perfekt lydkulisse for Current 93s stadig mere religiøst farvede materiale.
Hver gang man ser dem optræde, eller lægger ører til en liveindspilning, lægger man mærke til hvor frygtindgydende intenst spillede gruppen er, og hvor endnu mere frygtindgydende intens David Tibet er. Deres liveoptrædender har en katartisk effekt, som nærmer sig en religiøs ekstase. Der er gået lidt af en dommedagsprædikant tabt i Tibet, der – som altid – er perfekt, samtidig med at han levner plads til små improvisationer. Måske netop fordi han lever så meget i materialet, når teksten fremsynges.
Bandet spiller fremragende. Det er primært her, man ser forandringerne i Current 93s liveudgivelser. Hvor der tidligere i karrieren blev spillet charmerende primitivt, spilles der nu nærmest virtuost. Det klæder sangene, der udfolder sig som små verdener i sig selv.
Setlisten består primært af sange fra ”Soft Black Stars”, ”The Inmost Light”, ”Sleep Has His House” og det dengang endnu uudgivne ”Black Ships Ate the Sky”. Det bemærkelsesværdige på ”Birdsong...” er dels ”Niemandswasser” og titelnummeret fra ”Sleep Has His House”, dels sangene fra ”Black Ships Ate the Sky”.
Sangene fra ”Sleep...” er overordentligt smukke. ”Niemandswasser” når takket være Baby Dees akkordeon et klimaks, der er større end på studieversionen, mens ”Sleep Has His House” bliver følelsesmæssigt fortættet af Tibets præstation, og af at længden på sangen er kortet betragteligt ned i forhold til studieudgaven. Titelnummeret fra ”Black Ships Ate the Sky”s tonstunge riff bliver spillet af et lille kammerorkester og får et voldsommere udtryk, mens ”Bind your Tortoise Mouth” med musikken fra ”VauVauVau (Black Ships in their Harbour)” mere hører til kuriositeterne. Bonnie 'Prince' Billy synger Idumæa og når nye højder.
Kvalitetsmæssigt ligger ”Birdsong...” på højde med resten af Current 93s liveplader. Mixet er desværre en anelse lavt, men så kan man jo bare skrue højere op. Nye fans vil sikkert savne en trackliste – jeg tror den bevidst er udeladt for at give albummet karakter af en konceptuel, rensende helhed, og i øvrigt lader den sig finde på internettet. Disse få skønhedsfejl gør nok – i sammenhæng med det begrænsede oplag på 1.000 eksemplarer – at ”Birdsong...” mest er for ældre fans og knap så meget for de mange, der kom til med ”Black Ships Ate the Sky”.
Skønhedsfejlene ændrer ikke ved det faktum, at ”Birdsong in the Empire” er endnu et bemærkelsesværdigt og hjertegribende smukt album fra Current 93. Hvis man er hooked, er der ingen undskyldning for ikke at investere i det. For min skyld må de gerne udgive alle deres koncerter som livealbums. |
