Den gode gamle 7” single har kronede dage i Danmark for tiden. En stor del af de bedste danske udgivelser har i de seneste år været udgivet på netop dette format. Jeg nævner i flæng Cola Freaks, Trust, PJ Bonneman, De Høje Hæle og man kan i den grad godt føje Iceage til den liste.
Iceage er et af de mest originale danske bands, jeg har hørt i lang tid. Bevares, oplagte paralleller kan da trækkes til især No Wave koryfæerne i Mars og DNA samt (post)punkere som Wire – men alligevel føles Iceage ikke rigtig som noget andet, og det især ikke på dansk jord. Musikken er skramlet, hele tiden ved at falde fra hinanden og pakket ind i en ultra diskant produktion. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt det er med vilje musikken lyder så skrøbelig, eller om medlemmerne simpelthen ikke kan spille anderledes. Det skal på ingen måde forstås som en kritik, men snarere som et udtryk for hvor frigørende denne udgivelse føles.
Der er tydeligvis ikke gjort noget for at gøre musikken specielt ”varm” eller imødekommende – guitarspillet får selv Andy Gill og Keith Levene til at virke som Santana, og vokalen er mere deadpan end begge Reid brødre tilsammen – men alligevel er alle fire numre spækket med hooks. Både guitartemaet i ”Collaps” og omkvæddet i ”Hole” er så catchy, at man kan nynne dem i dagevis. Det er dog intet imod det ubestridte hit på 7”eren, ”Broken Bone”, der under det skramlede og kantede ydre gemmer på så god en popsang, at den utvivlsomt hærger hitlisterne i en anden (og bedre) dimension.
Iceage har begået noget der minder om det optimale eksempel på hvad en 7” single kan, og jeg er sikker på, at denne udgivelse er en kommende klassiker.
