Six Organs of Admittance Luminous Night Drag City / VME
Klik på billedet for stort
Af Dave Müller
Transmissions Mads Pedersen har tidligere kaldt manden bag Six Organs of Admittance, Ben Chasny, for den psykedeliske folk-scenes wunderkind. Samtidig intimerede han, at Chasny kunne være på vej mod en status som samme scenes svar på AC/DC – på grund af det ikke særligt varierede udtryk. Nu er Mads en del mere begejstret for AC/DC, end jeg er, så det var sikkert mere kærligt ment end som så. Alligevel forstår jeg, hvad han mener.
Over en række meget konsistente album siden debuten i 1998 har Chasny forfinet og udviklet udtrykket, men han har aldrig revolutioneret det. Han har budt på albums, der har nærmet sig mesterværker – som ”Dark Noontide” og ”The Sun Awakens”. Han har ind i mellem skuffet en smule med mere uinspirerende albums – som ”School of the Flower” og ”Shelter From the Ash”. Men han har aldrig leveret det fuldgyldige mesterværk, som man altid har håbet på, og han gør det desværre heller ikke med ”Luminous Night”.
I modsætning til den ørkentørre, støvede og solophedede ”The Sun Awakens” invokerer ”Luminous Night” en tåget nattetide stemning, der er midt mellem det mystiske og det mytiske – helt i tråd med coverets månebelyste bevoksning. Coveret minder for øvrigt en del om coveret til Flying Saucer Attacks mesterværk ”Further” - en similaritet,man også godt kan overføre til musikken på albummet, idet de to befinder sig i samme musikalske territorie.
Albummets otte numre er delt ligeligt mellem instrumentale kompositioner og mere regulære sange med vokal, og selvom det hele starter lidt kedeligt med den pastorale ”Actaeon's Fall (Against the Hounds)” og den meget Flying Saucer Attack-lydende ”Anasthesia”, udvikler det sig efterhånden til et mere end hæderligt Six Organs of Admittance album. Fra det catchy og tabla-drevne tredje nummer, ”Bar-Nasha”, begynder det nemlig for alvor at ligne noget. Også den instrumentale side med numre som ”Cover Your Wounds” med dens wall-of-sound ambience og ”River of Heaven”, der med østerlandsk klingende violin melodi-solo er et af albummets højdepunkter.
Ligeledes stærkt står den afsluttende og majestætiske ”Enemies Before the Light”, hvis overtonerige og tunge guitardroner trækker kompositions- og stemningsmæssige tråde til ”The Sun Awakens”. Uden dog at bryde med albummets tematiske og atmosfæremæssige røde tråd.
