Jeg burde slet ikke anmelde denne her skive. Men nu gør jeg det lige alligevel. Om ikke andet, så for at afskrække potentielle nye skribenter med et skræmmeeksempel på, hvad man somme tider kan blive udsat for her på redaktionen.
Mean Streak spiller heavy metal i stil med Maiden, Priest og landsmændene i HammerFall. De elsker tydeligvis heavy og er nærmest fundamentalistisk genrekonservative. Desværre i så omsiggribende grad at de overhovedet ingen selvstændige ideer har at tilføje. Og selv ultrakonservativ heavy virker rent faktisk bedst, når der ligger bare et minimum af kreativ tankevirksomhed bag eller i det mindste bare en lille smule charme eller selvironisk distance. Der er ikke skyggen af nogen af delene at finde her. Det her er lavet alt for mange gange før, og uendeligt meget bedre. Mine stikord til pladen er stort set "kedeligt", "anonymt", "uoriginalt", "tyndt" og "ripoff". Alting i så høj en grad, at helhedsindtrykket er mere end almindeligt pinligt.
Jojo, de har da lige nøjagtigt tjek på basal dynamik, og de kan da få en standard sangstruktur til at virke. Men hvem i alverden kan ikke det?? Fremførslen her er endda gumpetung og uden sjæl; vokalen anstrengt. Det hele er skrevet og spillet, som havde man bevidst ønsket at blotte genren helt og aldeles for sjæl og ideer.
"Rock City" og "Sin City Lights" er isoleret set knapt så intetsigende som resten af miseren. Men titlerne - og ikke mindst omkvædet i sidstnævnte - siger alt om, hvor mange kubikmeter skamredne klichéer og decideret åbenlyse ripoffs, de her gutter formår at klemme ind i en musikalsk tændstikæske: "You got something I want/you got something I need/it makes me feel so alive/I'm coming on like a hurricane/sin city lights/I see you shine so bright/sin city lights/you got me rocking/rocking tonight". Jøsses, mand.
I det hele taget er teksterne ét stort, skrækkeligt kapitel for sig. Udover førnævnte udmagrede rim og klichéer finder vi bl.a. følgende alene indenfor de første to skæringer: "[...] sorrow/[...] tomorrow", "[...] hearts made of stone/[...] died all alone", "screaming/voices inside of my head/dreaming/sometimes I wish I was dead". De sporadiske grammatik- og stavefejl gør kun ondt værre. Selv bandets borgerlige navne, kan de åbenbart ikke blive enige om, hvordan staves. Imponerende.
Og nej: Det her er ikke engang et eksempel på, at noget kan være så pinligt, at det går hen og bliver sjovt (som f.eks. en B-karatefilm fra 80'erne eller en kronik af Jesper Langballe). "Metal Slave" er fra start til slut så godt som uden formildende omstændigheder. I løbet af sine ulyksalige tre kvarters tid går den fra at være sløj til at være direkte smertefuld at skulle sidde igennem. Og nej igen: Der ER ikke nogen substans at hente ved flere gennemlytninger. Jeg kunne høre det med det samme. Det her produkt skriger "endimensionelt". Samtlige aspekter ved det her musik er komplet anonymt, uinspireret og hørt alt for mange gange før, lige fra riffsne, soloerne, overgangene og breaksne til teksterne, melodierne og fraseringerne. INTET her rykker en rundt ved de ædlere dele, hvilket ellers, - skulle nogen være i tvivl, - er formålet med metal. Det eneste man husker af det hele, når CD'en endelig er slut, er, hvor lidt memorabelt det hele er. Jeg håber virkelig, at "Metal Slave" er Mean Streaks debutalbum: Jo mindre de har udgivet, desto bedre.
Sandt at sige overvejede jeg faktisk kort at tildele et ekstra point for genrens skyld, og fordi det nu engang er jul. Men ærligt talt, så er jeg faktisk direkte sur over, at sådan en flok stive svenskere latterliggør min elskede heavy. Denne her udgivelse er ikke bare metervare; den er et direkte ressourcespild. Køb den seneste - iøvrigt glimrende - HammerFall-skive i stedet for at ofre et eneste sekund på det her ubrugelige band, hvis navn jeg ikke engang gider nævne: De fortjener ikke den opmærksomhed, jeg har skænket dem her. Men hva', det er jo trods alt kun jul en gang om året. Og i form af denne CD er min første gave en helt ny ølbrik.
