Efter den fremragende plade ”We Collide”, som Mesh udgav tilbage i 2006, er der sket nogle ændringer i og omkring bandet. Keyboardspiller Neil Taylor forlod bandet sidst i 2006 og i perioden op til dette nye album, var det også blevet tid til (igen)at finde et nyt selskab, som ville udgive pladen.
Mesh leverer synthpop af en forholdsvis høj kvalitet, og siden førsteudgivelsen ”Fragile” i 1994 har de smidt fire album på gaden, hvor man fra den spæde start var en del mere elektronisk baseret end nutiden, hvor der nærmest er tale om et elektronisk rockband. En langsom ændring af udtryksformen kan man vel nærmest godt karakterisere det som, og det er efter min mening den helt rigtige vej, de er gået.
Albummet lægger lige på og hårdt ud med nummeret ”If we stay here”, som jo nærmest skriger "single-hit” i ansigtet på en, så snart Mark Hockings begynder at synge omkvædet på dette nummer. Det er superfængende, og teksten sætter sig fast stort set med det samme. Man har dog valgt at smide "Only better” ud som den første single, og der er heller ikke den store tvivl om, at det nok skal blive et klubhit de fleste steder (ja, altså de steder hvor inspirationen ikke kommer fra hjernelamme tv- og radiostationer). Som i albummets første nummer sidder den musikalske opbygning og lyrik simpelthen lige i skabet. Og kan man så forlange meget mere?!
Kvalitetsmæssigt fortsættes der med albummets måske bedste sang ”Everyting I made”, som har et suverænt beat, og man fristes ligeledes ret kraftigt til at hive det lidt sjældne (og meget oversete) instrument luftkeyboardet frem og så spille med hjemme i stuen. En regulær ørehænger, som dog burde have haft skåret de sidste 70 sekunder, da det bare er ligegyldigt fyld, som overhovedet ikke passer ind. Men fred være med det, når nu nummeret er så hamrende gennemført.
Ballader er der også plads til og til trods for, at de er flot produceret, er de lidt kedelige i længden, da de falder lidt ud fra de øvrige numre. I særdeleshed ”Want you” passer slet ikke ind på ”A Perfect Solution”. Men nu er det jo ikke mig, som skal bestemme, hvad der skal være på skiven.
Sange som ”Hold it together” og ”The bitter end” viser Mesh fra den mere mørke og rå side, som man kan sige er et af kendetegnene for hele albummet. Skiftet mellem det bløde og det hårde, skiftet mellem det lyse og det mørke. Det mestres nærmest til perfektion hele vejen igennem albummets 61 minutter. Dog er der alligevel er par svipsere undervejs, som trækker helhedsindtrykket lidt ned.
Men efter have lavet ”We Collide” var det heller ikke verdens nemmeste opgave, Mark Hockings og Richard Silverthorn havde påtaget sig.
