Molina and Johnson Molina and Johnson Secretly Canadian / VME
Klik på billedet for stort
Af Mads Pedersen
Jason Molina (Songs: Ohia, Magnolia Electric Co.) og Will Johnson (Centro-Matic, South San Gabriel) mødtes i efteråret for, som pressematerialet fortæller, at drikke, ryge og skyde med luftgevær, mens de indspillede en plade. På forhånd kan man godt have fornemmelsen af, at selve musikprojektet har været sekundært i forhold til hyggen.
Så galt er det ikke, men ligefrem essentiel kan man vel ikke kalde ”Molina and Johnson”. På papiret er det ellers interessant med en blanding af Molinas højstemte americana og Johnsons lavmælte countryrock. Men som samarbejde kommer det ikke rigtig op at køre i mine ører. Johnsons og Molinas stemmer mødes meget sjældent på albummet. Når de gør det, som på ”Almost Let You In” og den poppede åbner ”Twenty Cyvcles to the Ground”, slår det gnister (ikke sådan nogle vulgære, larmende gnister, men stille, smagfulde og hyggetriste gnister). De er nogle af albummets bedste sange, og får mig til at ærgre mig over, at der ikke er flere af den slags mere tydelige samarbejder.
Ellers synes jeg, Molinas sange gør sig noget bedre end Johnsons. Han betræder igen Songs: Ohia-territoriet: Her er melankoli i bredformat og en del mere nedtur, end man har været vant til det fra mandens senere projekter. Sange som ”All Falls Together” og ”The Lily and the Brakeman” kan snildt måle sig med det bedste fra Songs: Ohia. De sange, Johnson synger, er båret af en mere indadvendt, maskulin patos, og kommer let til at virke lidt anonyme med deres akustiske guitar-arrangementer overfor Molinas pianobårede numre.
”Molina and Johnson” er en fin, sympatisk parentes. Den er ikke voldsomt nødvendig, men fra tid til anden synes dens insisterende lavmælthed alligevel vigtig. Man har dog på fornemmelsen, at det kunne være blevet til mere, hvis d'herrer Molina og Johnson havde mødt hinanden lidt mere eksplicit på selve albummet frem for blot i indspilningen af det. Hvis de seks bedste sange havde været samlet, kunne det have været en formidabel ep. Med 14 sange forbliver store dele af albummet – især den midterste tredjedel – lidt anonyme og halvfærdige.
