Finske Firenotes debut overraskede mig én gang: Coveret – med en elendigt udført tegning af en letpåklædt dulle på en motorcykel, omgivet af masser af ild – får albummet til at ligne en dårlig blanding af motorcykelrock og sleaze. I virkeligheden spiller de en habil blanding af hard rock og tissemands-AOR. Så er det også slut med overraskelserne.
Firenote besidder en imponerende stilsikkerhed i udførelsen (generiskhed kan man også kalde det). De mestrer såmænd både det fængende omkvæd, det pompøse Melodi Grand Prix-keyboard og de smægtende ballader hvor ”eyes” rimer på ”lies”. Sågar mestrer de en lille specialitet i form af lidt neoklassisk guitarlir. Min medanmelder Andreas Kielland er formentlig ved at creme i bukserne allerede nu.
Desværre er forsanger Ricky (keyboardspilleren hedder såmænd ”Jr. Hammond”) lidt af en akilleshæl i den ellers velsmurte tidsmaskine til slut-80'erne. Han har for så vidt en flot stemme, som en fattigmandsudgave af Geoff Tate fra Queensrÿche når han er bedst, men dels passer den finske accent ikke rigtig til stilen (der jo som bekendt fordrer amerikansk eller til nød britisk accent), dels halter hans stemme noget i overgangene mellem stemmelejerne. Rickys ”vocal coach” er ellers takket særdeles prominent i takkelisten, men han har vist ikke gjort arbejdet helt færdigt.
Jeg kan ikke prale af at være til genren i særlig grad, men Firenote gør det ganske imponerende godt inden for de rammer, genren tillader. De udviser også lidt klædelig selvironi i afslutningssangen ”She Stole My Speedos”. Hvis det ikke var for selvironien og Rickys uheldige tendenser, så havde illusionen været perfekt. Trods alt: Skulle man af uransagelige årsager savne 80'ernes hard rock (ja, Andreas - det er dig, jeg kigger på!), så kan man sagtens foretage sig værre ting end at investere sine spareskillinger i ”Firenote”.
