Bonafide Something's Dripping Black Lodge / Sound Pollution
Klik på billedet for stort
Af Andreas Kielland
De svenske rock'n'roll'ere Bonafide udgav deres anden langspiller "Something's Dripping" allerede nu i efteråret. Denne har jeg således haft til at ligge i toppen af anmelderbunken og samle støv i månedsvis, men konstant måttet nedprioritere til fordel for større og mere relevante udgivelser end endnu en hard rock-skive, der slet ikke havde eksisteret uden AC/DC. Faktisk vil jeg på forhånd gerne undskylde, hvis jeg i løbet af følgende kommer til at skrive "AC/DC" én for mange gange, men sjældent har noget da lydt så meget af noget andet. (Og jo, jeg kender godt både Airbourne og Krokus.)
Nu kunne man måske nok fristes til at tro, at Bonafide er et komplet overflødigt andenrangs metervareband. Og selvom ingen af delene måske er helt lodret forkert, er det alligevel kun den halve sandhed. For ligesom jeg netop af gode grunde har nedprioriteret dem, lige så god grund har jeg til alligevel at skænke dem en anmeldelses opmærksomhed selv efter så mange måneder. De er nemlig slet ikke så tossede endda.
"Something's Dripping" stinker langt væk af AC/DC fra bogstaveligt talt første til sidste sekund. Alt lige fra de forskellige strummings til selve guitarlyden er verdens mest åbenlyse ripoff. - Eller worship; det er som man ser det. I de selvsamme årsager består netop det, at Bonafide faktisk spiller med enormt åbne kort, og én altafgørende faktor skinner tydeligt igennem hele den kopierede facade, nemlig en dyb, agtværdig kærlighed til selve grundessensen i rock'n'roll ud af AC/DC's tradition.
Melodierne er langt fra lige så stærke som hos de australske rockguder, - det kan man vel egentlig næppe forlange af nogen, - men det gør dem ikke decideret ringe. Så snart man har accepteret, at det nok næppe bliver mere originalt end som så, (hvilket ikke tager ret mange sekunder), er det bare at knappe en pilsner op og rocke med.
Der kan trods alt også anes hints fra andre forbilleder end lige AC/DC. "A Shot of You" og skivens bedste nummer "Elvis Chapel Blues" er så boogie'ede i deres udtryk, at vi snarere er ovre i ZZ Top, - hvilket dog kun gør tingene endnu sjovere. "Hard Livin' Man" lyder som Krokus anno "The Blitz"/"Change of Address", og man kan måske sige, at det alt andet lige er imponerende, at det rent faktisk kan lade sig gøre at lyde som et band, der lyder som AC/DC. (Det er måske i virkeligheden også lidt sejere.) Den præ-NWOBHM'ede Deep Purple-rocker "Straight Shooters" udstiller dog et væsentligt hængeparti, for den gæsteoptrædende Mia Coldhearts kvindevokal udgør her ét eneste afvekslingsmoment til forsanger Pontus Snibbs gennemgående komplet ensartede rockskrål. Han prøver trods alt gudskelov hverken at efterligne Brian Johnson eller Bon Scott (ligger der iøvrigt en subtil cadeau gemt i bandnavnet?), men til gengæld er hans vokal både ret så anonym og uinteressant. Dér skal lige strammes op.
Et andet kritikpunkt er omkvædene, som alt for ofte har det med at være baseret over en idé med faldende bastoner, og det er ét ud af flere eksempler på, at Bonafide stadig har til gode at finde den sangskrivningsapproach, der har placeret AC/DC foran alle andre hard rock-bands i verden. Men hvis Bonafide i det hele taget ikke finder en bare lidt mere selvstændig stil, bliver deres karriere derefter. Det burde de dog godt være klar over, al den stund de ikke er for blanke til at udgive en CD.
Når alt dét så er ude af verden, så er der i omegnen af tre kvarters hyggelig og sympatisk AC/DC-rock tilbage på "Something's Dripping". Tjek Bonafide ud, hvis du er til rock'n'roll á la AC/DC. Hvis du ikke er det, så sæt dig over i et hjørne og byg et lille hus af din egen afføring.
