header
headerbottom
Forside
Anmeldelser
Artikler
MP3 Blog
Koncertliste
Links
Kontakt

Farvekode

Anmeldelser
21-06-2011

Jørgen Teller & the Empty Stairs
3 album
Diverse

cover

Klik på billedet for stort

Af Christian Møller

”Hamrende kompromisløst” og ”fuldstændigt udknaldet syretrip”; det er fristende at hive alle 'over-the-top'-klicheerne op af hatten, når man går i gang med at beskrive Jørgen Teller & The Empty Stairs i frit fald.

Men det er altså et kompromisløst hold, der udgør trioen med Teller i front på hans hjemmebyggede Le Bastard-guitar og en lyd så højfrekvent og smadret, at den balancerer mellem det yderst inciterende (for de ikke-støjforskrækkede) og det absolut enerverende (for de normalt tålmodige). Bag ham leverer Søren Gorm og Tobias Kirstein primale og pågående bulderrytmer på bas og trommer, som tit overrasker med mere uforudsigelige nuancer. Hvis man da får øje på dem bag Tellers mur af øredøvende hidsigt forvrængede delay og rumklang.

De tre udgivelser "Jeg Så Det Godt", "Burn Sugar" og "Goes Capote Goes Elastic Fifty" indeholder alle de samme improvisatoriske byggestene, men finder deres varierende udtryk igennem forskellige medspillere. Førstnævnte er således en studie-udgivelse kun med trio-formatet, mens Pewtr (Ron Schneiderman fra Sunburned Hand of the Man) medvirker på guitar på "Burn Sugar". "Goes Capote Goes Elastic Fifty" er en optagelse af en koncert fra 2008 på Byens Lys (Christiania) i anledningen af Tellers 50-års fødselsdag. Her medvirker en lang række venner, og pladen er i sagens natur derfor den mest alsidige - mere om det senere.

Lad os starte med trio-pladen, nemlig "Jeg Så Det Godt" og en af deres mest vellykkede improvisationer "She says come home pt. 1 og 2". Nummeret bliver delt på midten og strækker sig over hele A- og B-siden. "Pt. 1" bliver holdt oppe af en langsom og slingrende uforudsigelig 6/8-rytme fra Kirstein og Gorm, mens Teller vrider klagende fraser ud af sin guitar. Det ender i en lang klimakssektion, hvor Teller råber uforståeligheder, før det hele stilner af. "Pt. 2" bevæger sig i lettere psykedeliske luftlag og bliver nærmest funky, da Gorm og Kirstein i midten af nummeret finder sammen i et simpelt groove, der er som taget ud af en tidlig 70'er Miles Davis-udgivelse a la "Big Fun".

De to resterende sider, C og D, byder på kortere men langt mere abstrakte numre. Her er det ikke så meget fælles energier, der spilles hen imod, men snarere en fremvisning af forskellige eksperimenterende og statiske plateauer. Det kulminerer i D-sidens "Da", hvor Kirstein hopper med på den støjende elektronik, og anarkiet således får lov at vokse mere frit uden fast rytme eller puls til at holde sammen på de forskellige elementer.

En lignende kompromisløshed hersker på "Burn Sugar", der byder på fire forholdsvis lange og unavngivne improvisationer, som i al deres omskiftelige uoverskuelighed viser Teller og Schneiderman i endeløse fabuleringer; nogle gange henvendt til hinanden, andre gange rettet direkte mod den atonale interstellare intethed. Schneiderman giver et interessant modspil til trioen, ikke mindst når han ikke er bange for at give sig i kast med mere døsige stemninger og et akkordspil, der baserer sig på noget andet end de hidsige distortion kaskader, som Teller mestendels holder sig til.

Det skaber både en tiltrængt afveksling i gruppens lyd men også et absolut schizofrent lydbillede, når Teller og co. tæsker igennem, mens Schneiderman samtidigt læner sig længere tilbage i hash-tågerne. Det skal endelig ikke misforstås, for det er lige præcis elementer som disse, der giver "Burn Sugar" sin tykpandede og påståelige charme, og får albummet til at funkle i en nonchalant "lyt-eller-skrid"-attitude.

Hvor "Burn Sugar" og "Jeg Så Det Godt" bevæger sig i samme udtryksmæssige luftlag, tager Jørgen Teller & The Empty Stairs et skridt længere ind på den neonbelyste big band-freejazzscene med "Goes Capote Goes Elastic Fifty". Capote er navnet på endnu en ligesindet trio, hvor Teller flankeres af Rex Casswell på guitar og P.O. Jørgens på trommer, mens Elastic Fifty rummer den resterende til lejligheden sammensatte besætning med bl.a. Pierre Dørge på guitar og Johs Lund på tenor sax. Alt i alt mødes tre guitarister, tre saxofonister, to trommeslagere og en bassist således i Tellers selvfejring af de 50 år.

A-sidens kalejdoskopiske "Three Trios" indledes med langsomme og drævende saxofon-fraser, der samles i mørke, vrængende droner, før de igangsætter ét langt, rullende virvar af iltre stemmer, der bevæger sig ind og ud af hinanden med guitarer, bas og trommer som skiftevist deltagende og underliggende pulserende tæppe. Henover midten spredes instrumenterne i mere luftige og febervilde tåger og veksler fabelagtigt mellem slæbende jazz-grooves og støvede stemninger.

På B-siden er der blevet plads til hele tre skæringer; én med hele bigbandet og derefter to med henholdsvis Capote og The Empty Stairs-trioerne. Det giver god mening at sætte de tre ensembler op mod hinanden på denne måde, for alle tre improvisationer rummer en næsten utrættelig energi, der manifesterer sig på forskellige måder. Kirstein, Gorm og Teller viser sig samtidig her fra deres mere underspillede side og sætter et kortfattet punktum på en aften, der må have været en fryd at overvære tilbage i 2008, hvis man har en forkærlighed for kantet freejazz og forvitrede elguitarer.

Det er svært at fremhæve en af udgivelserne frem for de andre, for de har alle deres klare højdepunkter. "Burn Sugar" er dog klart den mest utilgængelige udgivelse blandt de tre og kræver et ekstra tålmodigt og vedholdende lyttende øre for ikke at blive til stressfremkaldende baggrundsstøj. Fødselarpladen er et spændende dokument af mange ligesindede men forskellige stemmer samlet i det omskiftelige nu, men udgivelsen rummer ikke helt det særegne ved trioen. Nemlig den stædige insisteren på at forene lavpraktiske jazz-improvisationer med en rå, nærmest tykpandet energi og hvidglødende psykedelika, der er blevet skåret i rillerne på "Jeg Så Det Godt".

Hvor trioen søger hen efter disse tre udgivelser, er ikke nemt at forudsige, men personligt gad jeg godt se, hvordan Teller og co.'s anarkistiske musikalske tilgang ville folde sig ud i en mere gennemgribende brug af studiets muligheder for improvisationer. Det var en opfordring!

"Jeg Så Det Godt" 5/6

"Burn Sugar" 4/6

"Goes Capote Goes Elastic Fifty" 5/6


Karakter: - / 6

Udgivet: 2010 - 2011

seperator

© 2006-2010 transmission
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde.

Nyeste Mp3 Blog

20-01-2011
Raekwon [Læs mere]

22-12-2010
Of the Wand and the Moon [Læs mere]

17-10-2010
Still Corners [Læs mere]

Fokus

04-08-2011
Playlists juli
Af Redaktionen

03-08-2011
Koncertanbefalinger
Af Redaktionen

08-06-2011
Roskilde Festival 2011 anbefalinger
Af Redaktionen

Yderligere Info

04-04-2012
Status

Transmission er på pause på ubestemt tid - måske vender vi tilbage engang i fremtiden, hvem ved.

02-03-2010
Twitter og Facebook

Følg transmissionnu på Twitter

04-11-2008
Transmission søger skribenter

Er du interesseret i at skrive om den musik, du brænder for? Så læs mere her.

Anbefalede KoncerterSe Koncertliste