I starten af denne måned kunne Roskilde Festival melde alt udsolgt til 2007 udgaven af denne institution blandt sommer festivaler. Dette kunne samtidig tyde på, at den kritik, som visse dagbladsanmeldere har rettet mod særligt udvalget af hovednavne på programmet i år, ikke går publikum synderligt på. Det er i hvert fald mange år siden, der har været udsolgt så tidligt på sommeren – selvom det sikkert også betyder noget, at vejret har været kanon de to sidste år og folk dermed håber på mere af det samme. Det tyder dog også på, at de godt klar er over, at det er blandt de mindre navne, de store oplevelser ofte findes, og de er parate til at gå på opdagelse efter dem. Samme indstilling har vi her på Transmission, hvilket da også afspejles i skribenternes anbefalinger i denne artikel, som vi i så vidt mulig udstrækning har forsøgt at udstyre med MySpace links, så det er så nemt som muligt at gå på lytteopdagelse, inden festivalen starter.
Vi ses på Roskilde Festival 2007.
Morten Block
Hele vejen fra Brasilien kommer CSS (myspace) med sangerinden Lovefoxxx i front og vælter Roskilde med deres iørefaldende og herlige popmelodier, som giver associationer til både funk og dancehall, men som alligevel er ganske rockende, når de får hevet lidt i guitarerne. En herlig blanding som det amerikanske selskab Sub Pop fik øjnene op for i 2006 og straks skrev kontrakt med. Deres medrivende debutskive, ”Cansei De Ser Sexy”, er landet og lover godt for deres optræden på Roskilde.
Sidste år fik vi The Streets til at komme og kaste om sig med svedig lyrik, og i år er turen så kommet til, at endnu en englænder skal triumfere og servere en masse svedig grime-hiphop for os krævende masser. Med en lidt mere hårdere fremtoning end f.eks The Streets er Dizzee Rascal (myspace) et yderst spændende bekendtskab, og med det nye album, “Maths & English”, som er lige på trapperne, skal det nok blive en hed forestilling. Førstesinglen ”Sirens” sidder i hvert fald lige i øjet.
 På lounge scenen kan man i år få fornøjelsen af lægge ører til danske Alice Rose (myspace), som vil komme forbi med sin fine mikstur af trip hop, minimal techno og electronica samt en yderst iørefaldende stemme. Hun udgav sidste år albummet ”Tales of Sailing”, hvor hun med hjælp fra forskellige kendte, tyske producenter inden for den elektroniske musik fik sammensat et album, som summer af kreativitet og indeholder en god bunke spændende numre.
Hans Bolvinkel
Dream of an Opium Eater er en engangsforestilling kreeret specielt for Roskilde festivalen. Dengang stumfilmen kom frem, blev fremvisninger af sådanne film akkompagneret af en pianist, der lagde lyd til billederne. Udskift nu pianisten med en håndfuld metalmusikere fra blandt andet Killing Joke og Enslaved og stumfilmene med korte gyserfilm, og så har du Dream of an Opium Eater. Om det er godt, aner jeg af gode grunde ikke, men konceptet lyder spændende, og der skal under alle omstændigheder nok være næring til sanserne.
Det er en stenet blanding af lidt rock, lidt country, lidt gospel og lidt soul, når den britiske duo Soulsavers (myspace) og den efterhånden allestedsnærværende Mark Lanegan spiller op til dans. Musikken er minimalistisk, og de dystre arrangementer komplementerer fint Lanegans dybe røst. Hans vokal leder tankerne hen mod Tom Waits og ligesindede, og det er i det hele taget musik til en tilrøget natklub. Man kan derfor godt frygte, at musikken vil drukne i den konstante larm på Dyrskuepladsen, men albummet "It’s not how far you Fall, It’s the Way you Land" er nu engang så godt, at jeg med glæde tager chancen.
 Der er ikke ligefrem mange spændende metalbands på årets Roskilde program – særligt ikke hvis man ikke bryder sig om bands fra Hydrahead (og bands der lyder som om, at de er signet til Hydrahead). Heldigvis rådede festivalen lidt bod på synden ved at offentliggøre, at franske Gojira (myspace) spiller på festivalen. Gojira leverer teknisk død/thrash metal af (nogenlunde) samme skole som Meshuggah. Der er masser af smæk på, musikerne er dygtige, og bandet skulle efter sigende være ganske overbevisende live. Så må vi bare håbe, at festivalen ikke har tænkt sig at anbringe dem på Orange Scene, ligesom de stakkels svenskere i Meshuggah.
Dave Müller
Det er måske en lidt kedelig og forudsigelig anbefaling, men når nu canadiske The Arcade Fire (myspace) aflyste, hvad der skulle have været deres første danske koncert, i marts, og jeg derfor glæder mig helt utroligt meget til at se dem for første gang på festivalen, vil jeg tillade mig det alligevel. The Arcade Fire blev oven på den fænomenale debut fuldlængde, ”Funeral” fra 2004, et af de mest hypede og omtalte indie-rock bands. Og for en gang skyld var der faktisk tale om et band, der faktisk kunne leve op til hysteriet, hvilket de har vist igen på dette års opfølger, ”Neon Bible”, der næsten kan leve op til debutens storhed.
 Med medlemmer fra Traening, Money your Love, Lake Placid og Düreforsög forventer man nok noget lidt andet fra Mit Nye Band (myspace) end, hvad de egentlig har at byde på – nemlig en tilgang der inkorporerer free-form drone, hypnotiske rytmer og ambient til en psykedelisk collage. Bandet, der beskriver dem selv som et socialt eksperiment, udgav deres debut 10" vinylplade sidste år på det københavnske selskab Escho.
I årets - langt fra fantastiske, men ganske udmærkede - Roskilde-program kunne jeg også sagtens anbefale f.eks. de danske støj-pop debutanter i Death by Kite (myspace), norsk ’Kraftwerk møder New Order’ synth-rock fra 120 Days (myspace), japanske Boris’ (myspace) skizofrene syre-metal og drone eksplosioner eller Holly Golightlys (myspace) gedigne og charmerende sangskriver talent. I stedet vil jeg anbefale dem alle sammen.
Mads Pedersen
 I et Roskilde-program næsten blottet for legender stikker Roky Erickson (myspace) i øjnene. Roky er nemlig en vaskeægte legende, en gigantisk en af slagsen. Hans karriere kickstartede i 60'erne med syrerockheltene 13th Floor Elevators. Desværre blev Erickson taget for marihuanabesiddelse og erklærede sig sindssyg for at undgå et fængselsophold. Da han kom ud af mentalhospitalet, var han sindssyg, og siden har han været inde og ude af diverse institutioner. Nu skulle han angiveligt være stabil, og hans seneste ophold på en anstalt ligger mange år tilbage. Mellem indlæggelserne har han også haft tid til at indspille et af rockens allerfineste bagkataloger, befolket med garagerock, b-filmsmonstre, Buddy Holly-fiksering og nogle af de mest rørende kærlighedssange, jeg nogensinde har hørt. Næsten hele bagkataloget med såvel 13th Floor Elevators som solo er evigtgyldige klassikere i min bog. Roky Erickson er grunden til, at jeg overhovedet gider tage på Roskilde i år. Hvis han skuffer, tuder jeg. Det gør jeg også, hvis ikke han gør det.
De Coil-relaterede Matmos (myspace) er måske ikke længere det hippeste elektroniske navn, men nu tror jeg nok, jeg med 10 års forsinkelse har fanget lidt af, hvad de laver. Coil- og Current 93-forbindelsen er naturligvis nok til at jeg skal se dem, men hvad man kan forvente, aner jeg ikke. Gakket og intelligent electronica med kunstbøssefaktoren i top.
Nu begynder det godt nok at snerpe derhenad. Roskilde har jo i virkeligheden et rædderligt program, der i den grad skriger på metal, ølrock og bands, der ikke har spillet i Danmark inden for det seneste år. Jeg vil slet ikke begynde at snakke om, hvor vanvittig en prioritering der er foretaget ved at hælde penge ud af vinduet på The Who og RHCP (verdens mest afskyelige band? Jeg tror det) – har de haft en døv, 65-årig mand og en grim 39-årig mand i hullede bukser og batiktrøje med uhelbredelig starthalvfemsernostalgi ansat til at booke hovednavne i år?
Der er ikke engang nogle bands, der ser ud til at kunne overraske; Holly Golightly, Hayseed Dixie, Boris og Brian Jonestown Massacre har jo alle spillet i Danmark inden for sådan cirka det seneste år. Bortset fra Dream of an Opium Eater, som min kære medanmelder Hans Bolvinkel har lagt billet ind på at anbefale. Og jeg gider ikke en fadæse a la ”Et Kig i Krystalkuglen 2007” hvor alle skrev om Neurosis. Zyklon? De er jo i virkeligheden kun lige over det middelmådige.
Der er sikkert et par andre bands, jeg kan anbefale, men i virkeligheden er der ikke særlig meget, jeg gider se. Jeg tror bare, jeg skal sidde i en havestol og glo på patter og drikke bajere og høre musik på båndoptageren; musik der er langt bedre end det, Roskilde byder på i år.
Peter Mesnickow
 Undertegnede har slået på tromme i årevis over for festival-ledelsen om at få mine favorit svenskere i Katatonia (myspace) på programmet. Og endelig er det lykkedes. Deres depressive metal/rock er måske ikke oplagt festivalmusik, men for mig og mange andre vil det uden tvivl blive en fest at, i lettere beruset tilstand, synge med på mange af de eviggyldige perler af musikalsk tristesse som bandet har leveret gennem årene. En blanding af Slowdive og Tool ville ikke være en dårlig beskrivelse, om end lidt for unuanceret sat op. For Katatonia trækker såmænd også på influenser fra goth rock, ekstrem metal og såmænd også singer/songwriters som Jeff Buckley og Bonnie ”Prince” Billy (de to herrer har de endda lavet covers af). Blandingen er i særklasse, og selv tilbud om gratis fisse eller stoffer er ikke undskyldning nok for at holde sig væk.
De tre herrer i Future 3/System – Anders Remmer, Thomas Knak og Jesper Skaaning har fået vokseværk og udvidet besætningen med Sara Savery, der bl.a. sang på Bichis (Blue Foundation) album. Navnet er nu People Press Play (myspace), og meget passende er deres nye album ude på berliner selskabet Morr Music, der især har specialiseret sig i ”indietronica”. Og netop blandingen af indie og electronica er hvad gruppen byder på. At vi har med Future 3 at gøre hersker der ikke tvivl om, men deres luftige lydlandskaber er mixet godt og grundigt med atmosfærisk indie a la My Bloody Valentine, dog knap så støjende. Men man kan kun undre sig over at PPP er placeret på den bette lounge scene, for de fortjener uden tvivl at blive hørt af langt flere!
 Annika Trost fra de Digital Hardcore relaterede Cobra Killer udfolder sig nu på egen hånd, og selvom jeg kun har lagt øre til albummet ”Trust Me” et par enkelte gange, er det stensikkert at jeg ikke vil gå glip af hendes mørke, lettere kabaret inspirerede, tågemusik. Men kabaret er så meget sagt, for der trækkes også på Nick Cave, jazz og fransk pop. Om ikke andet er Trost milevidt fra terror-electroen i Cobra Killer, og jeg forudser en særdeles overraskende koncert. Hvis ikke, er der jo ikke langt til den nærmeste bar. |
