Årslister 2007 - del 1
Af Redaktionen

Klik på billedet for stort

Endnu et år er gået, og en ny række årslister truer. Om 2007 har været fantastisk eller ej på udgivelsesfronten, er et spørgsmål, der deler Transmission redaktionen en smule. Vi har dog hver især stykket en kommenteret top-10 sammen over de albumudspil, som i perioden har vakt størst begejstring.

Hver liste suppleres desuden med et valg til spotlight-kategorien, som giver mulighed for at fremhæve en udgivelser, der ikke passer ind side om side med årets nye udspil i sædvanlig fuldlængdeformat. Derudover har vi hver især forsøgt at pege på årets overraskelse, årets skuffelser samt årets største koncertoplevelse.

Anden og sidste del af artiklen følger snarest.

2007 har for mig været de gamle kendinges år, både på album- og koncertfronten. Der har været mange positive overraskelser fra bands, jeg havde troet var færdige med at lave noget af egentlig værdi, men mens pladeåret 2007 har været godt, har koncertåret 2007 været exceptionelt. Iron Maiden, Manowar, Motörhead, Heaven and Hell, Megadeth, Slayer, Aerosmith, Overkill, ja, selv Ozzy fik kravlet sig op på et par scener. En vaskeægte rock-sommer! Står der mon unge bands klar i kulissen til at levere de seriøse koncertbrag, når de gamle rocktitaner falder om? Jeg tvivler, men forhåbentlig går der mange år, før vi får svaret.

”Fear of a Blank Planet” kan, sine klare kvaliteter til trods, desværre ikke leve op til ”In Absentia” (2002) og mesterværket ”Deadwing” (2005). Steven Wilson er en formidabel sangsmed, så det er ærgerligt, at tomgangen lige så stille er begyndt at melde sig – adskillige riff på ”Fear of a Blank Planet” har han brugt før, og lyrisk rammer han et nyt lavpunkt. Når Porcupine Tree alligevel sniger sig ind på min top 10 for 2007 skyldes det primært det sytten minutter lange perfekt strukturerede supernummer ”Anesthetize”.

Med sine 75 minutters spilletid, overdrevne orkestrering, dårlige narration og kun ni reelle sange, er det egentlig forståeligt, at ”Gods of War” skuffede en del fans. Sagen er bare, at skærer man det overflødige fra – og som tiden går, går det op for en, at det faktisk kun er narrationen, der falder i den kategori – er det sange af en helt exceptionel karakter, man står tilbage med. Manowar har altid skubbet grænserne for, hvad man kunne gøre i metal, og minsandten, om det ikke er lykkedes endnu en gang.

Den første af de positive overraskelser i 2007. Megadeth havde i mine ører ikke lavet noget godt siden den vanvittigt udskældte og rigtig fede ”Risk” (1998), men denne gang har riff-musen været god ved Dave Mustaine. Samtidig har han tilsyneladende mistet enhver jordkontakt rent lyrisk, men det er lige før, at hans bindegale tekster gør det hele en tand federe. Det er sejt, at Jack Bauer har skrevet liner-notes til pladen. Jo, det er.

Sjældent har man hørt en sådan spilleglæde! Nick Cave er tydeligvis godt tilpas blandt de fremragende musikere, han har samlet til ”Grinderman”, og energien og lysten til at spille en ordentlig gang larmende ROCK kanaliseres direkte ud gennem højtalerne. ”Grinderman” er årets mest umiddelbart charmerende plade, og den taber bestemt ikke noget ved nærmere kendskab.

Den bedste Entombed-plade siden ”Wolverine Blues” (1993)! L. G. Petrov har aldrig lydt mere bister, hvilket er noget af en præstation, og det skinner tydeligt gennem hele pladen, at bandet har taget sig den tid, der var nødvendig for at levere varen. Med ”Serpent Saints” viser Entombed endnu en gang, at der ikke er nogen grund til, at andre skal give sig i kast med at spille death ’n’ roll - de vil alligevel på alle måder komme til kort over for den svenske smaddermaskine.

Det er en fuldstændig revitaliseret Marilyn Manson, vi hører på ”Eat Me, Drink Me”. Ikke noget overordnet koncept, ikke nogen revsende samfundskritik, bare en samling fremragende rocksange med kærligheden i fokus – både til kvinden og til kunsten. Væk med pseudo-industrial og ind med slæbende basgange, fængende guitarriff og rå vokal. Efter dette vigtige album ligger alle muligheder åbne for Manson, og mon ikke det er, hvad han for alvor har haft brug for?

Der er unægteligt langt mellem snapsene på dagens death metal-scene, og derfor er det fantastisk med et band som Nile, der viser vejen frem. ”Ithyphllic” giver på alle måder oprejsning oven på den noget tammere ”Annihilation of the Wicked” (2004). Bandets overlegne tekniske niveau kommer aldrig i vejen for den sammenhængende sangskrivning, og selvom de egyptiske indslag nu i høj grad er reduceret til at være af gimmick-karakter, har Nile stadig den unikke identitet, som de fleste bands på scenen savner.

Præcis som forventet leverede Down et brag af en rockplade. De tykke Black Sabbath- og Led Zeppelin-inspirationer gennemsyrer stadig alt, hvad det ultratunge New Orleans-band foretager sig, og som sædvanlig swinger det helt sindssygt godt. Philip Anselmo lader til for alvor at have fået styr på sine dæmoner – det er i hvert fald en moden og inspireret behandling af tragedier som orkanen Katrina og Dimebag Darrells død, der er at finde på denne plade.

Trent Reznors eminente ”Nineteen Eighty-Four”-inspirerede konceptalbum byder på et helt nyt NIN: Ikke mere selvmedlidende lyrik og ikke flere overflødige lydeksperimenter og unødigt komplicerede sange. Reznors sange har altid fungeret bedst med den vers-omkvæd struktur, der er i fokus på ”Year Zero”, og han rammer en perfekt balance mellem det støjende og det fængende. Pladens lyriske angreb på det moderne USA er både velovervejet, velskrevet og relevant. Mine forventninger til fremtidens NIN plader er nu helt i top!

”The Gathering Wilderness” (2005) var aldeles fremragende, og alt, hvad Primordial gjorde godt på den plade, gør de endnu bedre på ”To the Nameless Dead”. Sangskrivningen er blevet forfinet, og Nemtheanga leverer årets suverænt bedste vokalpræstation. Om Primordial har mest med black- doom- eller folk metal at gøre, ved jeg ikke, men det er også ligegyldigt, for alle, der har bare et halvhjertet forhold til metal, bør købe dette album. Sjældent har jeg hørt en plade, der var så følelsesladet og ægte, og jeg kommer næppe til det, før disse irere vender tilbage.

Opstillingen fra “In the Sign of Evil”-EP’en (1984) er blevet samlet igen og har genindspillet ikke bare EP’en, men også syv sange, der ikke var råd til at indspille dengang. Hvilken fabelagtig idé! Tom Angelripper har fundet sin mest harske hvæsen frem, lyden er mudret og grim, og de syv ”nye” sange er præcis den slags primale teutoner-thrash, man kunne håbe på. ”The Final Sign of Evil” er (modsat en del andre Sodom-plader) ikke et must-buy, men det er stadig en plade, der fortjener langt mere opmærksomhed, end den har fået.

Efter den uinspirerede omgang, vi efter mange års venten fik serveret med ”With Teeth”, havde jeg fuldstændig afskrevet muligheden for, at Nine Inch Nails skulle være i stand til at levere en plade, der kunne leve op til ”The Downward Spiral” (1994) og ”The Fragile” (1999). Det klarer ”Year Zero” uden problemer. Samtidig har den unikke promotionkampagne åbnet helt nye muligheder for, hvordan man involverer sit publikum i en udgivelse.

Nok er Ozzy på tragisk vis blevet reduceret til tv-klovn, og nok var ”Down to Earth” (2001) en af mandens svagere plader, men at det skulle gå så galt, havde jeg ikke frygtet! De bedste sange på ”Black Rain” er standardiserede heavy-sange, som lader en del tilbage at ønske. De dårligste – og dem er der seks-syv af - kan jeg slet ikke holde ud at tænke på. Bare Ozzy dog var i stand til at trække sig tilbage.

Egentlig var denne koncert kun ment som en slags opvarmning til morgendagens koncert, men den skulle vise sig at være meget mere end det. To en halv time i metal-himlen med udødelige klassikere som ”Army of the Immortals”, ”Gates of Valhalla”, ”Fighting the World” og en helt ufattelig ”Herz aus Stahl”. En opvisning i, hvordan man spiller heavy metal, og så midt i Tyskland. Sjældent har noget føltes så rigtigt.

Musikåret 2007 var på mange måder et langt bedre år end 2006. Der var denne gang adskilligt flere kvalificerede udgivelser, som trængte sig på til en top 10-liste end sidste år, men til gengæld manglede 2007 et altoverskyggende mesterværk, selvom den gennemsnitlige pladehøst var langt bedre end de foregående år. Selv fra den danske scene var der mere end en enkelt virkelig god plade. Dog ikke fordi bredden var markant bedre – de fleste af de virkelig gode danske plader var på en eller anden måde relateret til Lorenzo Woodrose, der er hovedmand på nye album fra både Baby Woodrose og Dragontears, samt har mere end én finger med i spillet i The Setting Son.

Neofolkscenen gjorde sig rigt bemærket i år med flere plader, end jeg nåede at få omtalt. Det vil der blive rådet bod på i det nye år, men bands – udover de nedenfor nævnte - som In Gowan Ring, Allerseelen, Sangre Cavallum, Naevus og mange flere udgav glimrende album, der inddrog elementer fra psykedelisk rockmusik, krautrock og støjrock. Det er en tendens, man kun kan hilse velkommen i en genre, der alt for ofte stivner i en forelskelse i genrerelaterede positurer, som er så klichébefængte, at mange bands nærmer sig det selvparodiske.

Metalscenen havde også et glimrende år, om end det er svært at pege på nye tendenser, udover at det er blevet populært at lyde primitivt og 70'eragtigt, uden at miste fodfæste i nutiden. En tendens der kastede glimrende albums fra Alabama Thunderpussy, High on Fire, Witchcraft, Electric Wizard osv. For en gangs skyld virker det som om, at meget af hypen er fortjent. Dog er metalscenen efterhånden så fragmenteret, at det er svært at tale om samlende tendenser. Den progressive metalscene synes dog desværre at være afgået ved døden – i hvert fald var det meget få udgivelser i år, som kunne aftvinge undertegnede så meget som et løftet øjenbryn. Nyere bands synes hjælpeløst fortabte i at kopiere genrens koryfæer, Pain of Salvation skuffede grelt, og Deadsoul Tribe har ikke rigtig kunnet finde ud af det siden deres andet album. Den traditionelle metal blev primært holdt oppe af ældre koryfæer, hvor især Heaven & Hell brillerede, mens UDO, Helloween og andre af de gamle udgav solide plader. Undtagelsen var Manowar, der for gud ved hvilken gang skuffede fælt. Ikke et videre ophidsende år her.

Alt i alt var 2007 et år i den pæne ende, men få plader herfra vil gå over i historien.

Det, der er mindst metal ved Nifelheim, er nok, at bassisten har tatoveret ordet ”METAL” henover sin mave. Så er man temmelig metal. ”Envoy of Lucifer” er endnu et forrygende Iron Maiden-fikseret black/thrash-helvedesridt. Nifelheim er nok det band, der er mest metal i hele verden. Egentlig er jeg ikke sej nok til at høre Nifelheim. Nifelheim udmetalliserer alt andet i en grad, så korthårede tøsedrenge som undertegnede slet ikke burde have lov at høre dem.

Man kan diskutere, om Oms formel ikke begynder at blive en kende repetitiv, men det er ret beset ikke et gyldigt argument mod et band, hvis hele værk bygger på repetition ad infinitum. ”Pilgrimage” savner måske det overrumplende element, som tidligere har været kendetegnende for Oms album, men det vejer tyngden alene op for. Om er stadigvæk helt uden for konkurrence i en subgenre, de selv har skabt. Hypnotiserende, blytung monotoni af gammeltestamentelige proportioner.

”We Are Him” er formentlig det stærkeste Angels of Light-album siden debuten, ”New Mother”. Akron/Family fungerede fremragende som backingband for Michael Giras hjerteløst dystre sangskrivning. Et meget varieret album, der både trak veksler på americana, progressiv rock og også nogle af de mest Swans-agtige sange siden, ja, Swans.

Waldteufel lagde med ”Sanguis” de bevidst komiske bierstube-elementer fra tidligere tider på hylden, og det medførte en mere kondenseret lyd. Stadig med basis i arkaisk lydende neofolk, men denne gang fusioneret med black metal-guitar, og rumlende, ambiente lydkollager. Sidstnævnte tager sine steder overhånd, men ellers er ”Sanguis” en magtdemonstration i neofolk af den type, der lyder så gammel, at man skulle tro albummet er indspillet for flere hundrede år siden.

Hvis ”The Snow Abides” havde været et fuldlængdealbum med bare halvt så himmelhøj kvalitet, havde den været selvskreven til førstepladen. Nu er det kun er en ep med 5 (alt for få!) sange. Men hvilke sange. Michael Cashmore, der er den musikalske bagmand bag hovedparten af Current 93s bedste albums, havde tilbage i tidsrummet 1999-2001 indspillet et helt album med Antony som sanger. Skandaløst nok så disse sessioner først dagens lys i år, og – hvad mere skandaløst er – ikke engang alle indspilningerne er med. Hjertegribende skønhed og trøstende melankoli i perfekt balance. En udgivelse hvis eneste fejl er, at den er alt for kortvarig. (Hov hov, havde vi ikke aftalt, at top-10 listen var forbeholdt albumudspil? Som kompensation for den smutter kan du, hr. ungskribent få lov til at anmelde hver og en af næste års Striborg-udgivelser. –red.)

Uden Messiah Marcolin, men med en mere end kompetent erstatning i form af Rob Lowe (Solitude Aeturnus) leverede Candlemass deres bedste album siden ”Nightfall” tilbage fra 1988. Et album der videreførte den klassiske Candlemass-stil, og ydermere tilføjede progressivitet og endnu mere tyngde. Årets bedste doom-plade.

Pantaleimons længe ventede regulære album nr. to levede fuldt op til forventningerne. På trods af et stilskift, hvor de lange, dronede instrumentalnumre blev forladt til fordel for en mere umiddelbar tilgang til en mere simpel sangskrivning. ”Mercy Oceans” er et album egnet til selvforglemmelse, utroligt simpelt, og utroligt smukt.

Det danske enmandsprojekt Arons tredje album udkom efter en endeløs ventetid. Fire år gik der fra den auditive, psydekeliske depression ”Among the Dead”. ”Djævlens Horn” er ikke så katatonisk deprimerende (den indeholder sågar en moderat opløftende sang), men den er det bedste danske album siden, ja, ”Among the Dead”. Nedtrykt, psykedelisk folk, med danske tekster og et stærkt hedensk præg. ”Djævlens Horn” lyde ganske enkelt ikke som noget andet, og originaliteten overgås kun af kvaliteten i projektet.

Backworlds hidtidige højdepunkt perfektionerer bandets blanding af poppet neofolk og småpsykedelisk folk. ”Good Infection” er et fremragende album, fordi det i bund og grund primært er en samling sange, der holder et imponerende højt niveau. Lyden er på samme tid luftig og tæt, men tætheden lader hele tiden sangene ånde, og bandleder Joe Budenholzer viste sig, trods den lange ventetid, endnu engang som en sanger og sangskriver der behersker sine virkemidler nærmest perfekt. Forhåbentlig går der ikke atter seks år inden et nyt album.

Med ”Accidental Life” lavede Simon Finn karrierens til dato fineste album. Albummet søgte tilbage mod stilen fra ”Pass the Distance”, og det lykkedes på nænsom vis at forene den psykedelisk udknaldede lyd fra dengang med Finns mere modne sangskriverkvaliteter. Fremragende sange, musikere og - skønt ved de første gennemlytninger lidt tynd – produktion. Enkelte sange var rædderlige, men de gode sange var så gode, at det ikke gjorde noget; i stedet tilføjede det blot ekstra charme. Finn er ganske enkelt en af verdens bedste sangskrivere i kategorien resigneret melankoli. ”Accidental Life” er ikke et perfekt album, men det bliver ved med at vokse.

Genudgivelsen af et af Current 93s hovedværker, ”The Inmost Light”, var kærkommen. Dels fordi trilogien var blevet temmelig svær at opstøve, men først og fremmest fordi trilogien endelig blev udgivet samlet, sådan som den oprindelig var tænkt. Hoveddelen, ”All the Pretty Little Horses”, og dens elegiske og sørgmodige folk er smukt indrammet af de eksperimentelt dronende ”Where the Long Shadows Fall (Before the Inmost Light)” og ”The Starres are Marching Sadly Home (The Inmost Light Third and Final)”. Denne triptykon er et af de mest personlige og et af de vægtigste værker i Current 93s endeløse (og endeløst fabelagtige) diskografi. David Tibets meditation over uskyldstab og tabet af barndommen står endnu stærkere i dag, end den gjorde ved sin oprindelige udgivelse i 1996.

Få ting sparkede benene væk under mig i år, og de, der overraskede, overraskede primært negativt. Årets store positive overraskelse for mig personligt var derfor ”Chasing Rainbows” med Baby Woodrose. Baby Woodrose er jo et kendt og velbeskrevet navn, men de har aldrig sagt mig det store – for meget knallertrock der ikke har været helt godt nok til at rive mig med. Denne gang var de langt mere psykedeliske og poppede, mens inspirationen fra Lorenzo Woodroses andre projekter var mere tydelig end nogensinde før. Her ramte bandet en guldåre, og jeg glæder mig meget til at høre fremtidige plader fra deres hånd. Måske man alligevel skulle give bagkataloget en chance?

For mig er der ingen tvivl om, at det er Iced Earths stort anlagte konceptalbum ”Framing Armageddon (Something Wicked Part I)”, der har skuffet mest. Kedelig riffing, mangel på melodier, utallige instrumentale mellemspil mellem numrene og generel kedsomhed var udbyttet. ”Framing...” viste, at bandleder Jon Schaffer helt har mistet grebet om sangskrivningen. Overraskende nok leverede den relativt nye sanger Tim ’Ripper’ Owens den bedste præstation i bandet, skønt han ikke overbeviste på forrige album, ”The Glorious Burden”, og skønt han, sine uomtvistelige kvaliteter til trods, ikke passer ind i Iced Earth. Tragikomisk blev det senere på året, da den stærkt savnede Matthew Barlow vendte tilbage som sanger. Det ene øjeblik svinede Schaffer ham til i interviews, mens Owens blev rost til skyerne, det næste øjeblik var han tilbage og alligevel den bedste sanger. Forhåbentlig kan det redde anden del, men Schaffers skiftende statements tyder på, at manden helt har mistet jordforbindelsen.

Om koncerten var god eller dårlig, er i sig selv helt underordnet; Jandek opererer i sin egen verden, der unddrager sig enhver konventionel vurdering; dels på grund af det mytekompleks, som har udspundet sig om ham, men først og fremmest på grund af musikkens grundlæggende genreløshed, og dens evne til at lukke sig om sig selv, der gør at Jandek ikke rigtig kan sammenlignes med noget andet. En spøgelsesagtig, katatonisk og uvirkelig optræden fra en mand hvis musikalske oeuvre er en studie i smerte og fremmedgørelse, og som viste ikke at være uden humor. Koncerten var som et langstrakt mareridt, hvori detaljerne med tiden fortoner sig, men som man ikke ville have været foruden, trods den knugende ensomhed, den fremmanede.

For mig har ’07 været så glimrende et musikalsk år, at en sølle top-10 slet ikke yder det retfærdighed. Pladserne blev hurtigt optagede, så yderst hæderlige udspil fra Candlemass, Minsk, Watain, Middian, The Psyke Project, Witchcraft, Poison the Well og Coliseum desværre måtte vige fra den endelige liste.

Skal man kigge efter generelle tendenser, ser det især ud til, at black metal genren har nydt stor popularitet hos et publikum, der meget pludseligt har taget den til sig. Sansen for kvalitet følger dog ikke altid begejstringen, og når folk hylder Striborg side om side med Deathspell Omega, passer pengene ikke rigtig…eller også gør de? Hvor længe black metal bliver ved med at være smart og hipt, er nok mest et spørgsmål om, hvor hurtigt den næste dille indfinder sig. Dog har året da også været rigtig stærkt for genren med en del markante udspil at lade sig opsluge af. En anden bølge har været den opblussede interesse for doom, sludge og stoner-rock/metal i forskellige afskygninger – her har kvaliteten dog levet op til hypen med blændende fede udspil fra Electric Wizard og mange andre navne.

Derimod synes jeg, at hardcore-genren har skuffet fælt…eller også er jeg bare ikke faldet over de rette udgivelser. Meget at råbe hurra for kan jeg i hvert fald ikke sådan lige i skrivende stund fremhæve. Desuden må det understreges, at hvis ikke metalcore-underafdelingen i sig selv var blevet for vidtfavnende og fantasiløs, så er den nye, sprudlende afstikker med indslag af (dårlig – ufattelig dårlig!) death metal og grindcore endnu værre. Cookiecore – gå væk!

Tungsindig sludge med en ellers sjældent hørt sans for finesse. ”Voices of Omens” skiller Rwake ud fra mængden med et uhyre detaljeret lydbillede, der ridser den skummelt deliriske stemning knivskarpt op. Når Alabama Thunderpussy trækker på sydstatsrocken, er det den rene fest, hvorimod Rwakes tætte dans med selv samme lyd albummet igennem udvikles til et regulært mareridt. De akustiske islæt samt et overbevisende vokalarbejde og den velintegrerede brug af samples er alle elementer, der yderligere cementerer albummet som bandets til dato mest suveræne udspil.

Washington trioen fatter sig i korthed med en debutfuldlængde på blot 25 minutter, men den kringlede repetition holder kompositionerne oppe som små evighedsmaskiner for fuld damp. Man skal nok lovprise det sparsomme for at kunne elske Antelope fuldt ud, men er det tilfældet, vil ”Reflector” også være stærkt vanedannende med sit nedbarberede anti-rock lydbillede. Dischord kan stadig!

I en tid, hvor den danske metalscene nyder størst opmærksomhed omkring de pæne og glitrende udspil, er der brug for nogle los i røven, hvis vildskaben ikke skal forsvinde helt ubemærket ud på sidelinjen. ”The Final Assault” er uden sammenligning det thrash-udspil, der har fået mest spilletid her i år, og grunden er ganske simpel – Victimizer smeder deres aggressive hymner til perfektion ved aldrig at glemme den gode sangskrivning, uanset hvor heftigt det går til, og netop derfor bør albummet hyldes.

En superb tilbagevenden for fuld styrke til den ædende onde stoner-doom stil, der cementerede de tidlige Electric Wizard plader frem til ”Dopethrone” som genreklassikere. Overrumplende og hypnotisk, men alligevel med en fantastisk balance mellem de kortere, lettilgængelige numre og langt mere syrede indslag. Hvis de ukendte rædsler, der rumsterer i nattemørket, besidder en veludviklet smag for overjordisk velsvingende tungrock, så er der vist ingen tvivl om, at de foretrækker ”Witchcult Today” som lydspor, når alskens okkulte gerninger skal orkestreres.

Året har været pænt slattent, hvad metallisk hardcore angår, men canadiske To the Lions leverer oven på deres lovende demo et fuldstændig overbevisende debutalbum, som helt egenhændigt klarer at stille sæsonens tørst for den slags. Bittert som Strife og apokalyptisk som Integrity – hvad mere kan man ønske sig? ”Baptism of Fire” er så sej, at den snildt kunne være udkommet side om side med de klassiske Victory Records udgivelser fra selskabets storhedstid i sidste halvdel af 90’erne.

Storslået og fængende – men stadig dystert. ”Neon Bible” er dog ikke kulsort på samme måde som den glimrende ”Funeral”. På underfundig vis mestrer The Arcade Fire i stedet denne gang at smede hymner af storartet og snigende bombastisk karakter, som bare rammer plet fra start til slut. Jeg har absolut igen opsparet indie-cred. at skulle værne om og tør derfor sagtens udråbe ”Neon Bible” som værende forgængeren stærkt overlegen.

En overflod af dyster intimitet. ”Shadows of the Sun” stryger med lethed ind blandt de udgivelser i Ulvers diskografi, der retfærdigvis kan betegnes som mesterværker, og ikke siden ”Perdition City” har graden af perfektion været så udtalt. Med påfaldende simple virkemidler gøres det melankolske på besynderlig vis næsten helt sprudlende, og uanset hvor fåmælt denne aktuelle transformation af Ulver undertiden må føles, bliver albummet aldrig kryptisk eller tvært.

Det suverænt bedste grindcore udspil i lange tider. Insect Warfare leverer 20 numres suveræn nonstop-brutalitet toppet af med et skarpt skvæt hysteri. Texas bandet rammer plet fra start til slut med hver og en af de pulveriserende salver, og jeg må virkelig sætte hjernen på hårdt arbejde for at komme i tanker om andre nylige udgivelser inden for stilen, der har gjort så eftertrykkeligt indtryk som ”World Extermination”. Der skulle snart være en split 5” vinyl med Agoraphobic Nosebleed på trapperne samt en split 7” med japanske Flagitious Idiosyncrasy in the Dilapidation. Jeg venter i spænding…

Del to af den igangværende trilogi viser Deathspell Omega fra en mere dissonant og psykotisk side end tidligere, men samtidig føles “Fas..” også som den ganske naturlige fortsættelse af både ”Si Monumentum Requires, Circumspice” albummet såvel som ”Kénôse” ep’en. Hvor andre lader black metal gå op i hat og briller ved at fokusere på umiddelbar chokværdi, holder DSO-aktørerne sig fuldkommen i baggrunden, så musikken og lyrikken kan stå helt på egne ben. Albummet trækker både på næsten rendyrket stilhed og exceptionelt skumle, doom-lignende passager for pludselig at opløses i altopslugende hvirvelvinde af kaos. Umådeligt højtstræbende og mindst lige så vellykket.

For en håndfuld år tilbage havde jeg end ikke turdet håbe på nogensinde at høre mere til Lifetime, men så skete der den uventede gendannelse i 2005, hvor bandet genfandt spilleglæden og i første omgang nøjedes med at udsende en ekstremt lovende 7”. Omtrent ti år efter det oprindelige brud, kort efter udgivelsen af ”Jersey’s Best Dancers” (også kendt som den bedste plade nogensinde!), var der endelig et nyt album på gaden, og havde det været en fuser, kunne Lifetime lige så godt være forblevet i graven. Men…puha, dyb indånding osv…albummet uden titel matcher stort set forgængernes suverænt unikke, stilskabende blanding af pop-punk og hardcore. Man mærker dog alligevel de forgangne års modning, som har sat sine tydelige spor hos de fem herrer, og det afspejles fornemt i den opdatere Lifetime lyd. Men ellers tages tråden op fra ”Hello Bastards” og ”Jersey’s Best Dancers” med et ultrakort og helt igennem fremragende album. Imitatorer har vi i de mellemliggende år hørt rigelig af, men der findes stadig kun ét Lifetime!

Den helt specielle stoner-pop er kun blevet endnu mere fremragende siden debuten. Når Torche holder tempoet højt, som f.eks. på det modbydelig fængende titelnummer, er deres sprælske drive ikke til at konkurrere med, og gearer de ned i monstrøst tung rumlen, bliver det så massivt, at jorden under en er i fare for at slå revner. ”Tarpit Carnivore” trækker virkelig tænder ud der! Den amerikanske udgave fås kun som 10” vinyl i et helt fantastisk gatefoldcover, hvor cd-versionen af albummet på fiks vis er stukket ind som gratis bonus. Robotic Empire skal hyldes for den løsning! Til gengæld burde de samtidig have stryg med et rivejern og efterfølgende rulles i salt og peber for at trykke vinylen i så mange forskellige farver (12 indtil videre, fordelt på to oplag), at selv de mest ihærdige samlere må rive sig i håret. Strategien har været nogenlunde den samme med selskabets nylige genudgivelser af Torche debuten, Isis’ ”Panopticon” og Red Sparowes pladerne mfl. Nu må det altså stoppe!

Med Attila Csihar i front var man allerede på forhånd garanteret en umenneskelig vokalpræstation, helt udover det sædvanlige, så at ”Ordo ad Chao” skulle vise sig at være suveræn på den front, kom næsten som en selvfølge. Den helt enorme overraskelse består tværtimod i en totale udradering af Mayhems voldsomt kliniske produktion fra de to forgående albums. Lyden er i stedet pilrådden, bevidst fjern og til tider decideret mudret – en transformation der med stor fordel sætter fokus på de helt dunkle aspekter.

At fremhæve blot én af de udgivelser fra Relapse, som i år ikke levede op til forventningerne, ville langt fra være tilstrækkeligt. Striben af fusere er næsten ikke til at bære. Hver og et af de seneste udspil fra Cephalic Carnage, The Dillinger Escape Plan, High on Fire og Pig Destroyer har som fællesnævner, at de ikke når deres respektive forgængere til sokkeholderne. Ikke at der nødvendigvis er tale om gudsjammerligt ringe plader, men ”Xenosapien”, ”Ire Works”, ”Death is this Communion” og ”Phantom Limb” ligger alle et eller flere niveauer under, hvad man kvalitetsmæssigt kunne have forventet af de enkelte bands ud fra hver deres imponerende bagkatalog at dømme.

Ingen tvivl her – Set your Goals på Fredericia Hardcore Festival! Måske ikke den mest fyrstelige lyd, men både bandet og de forreste par rækker af publikum var maksimalt tændte. Setlisten var næsten perfekt i balancen mellem numre fra ”Reset” og ”Mutiny!” samt et par ekstra godbidder. At No Trigger samt Municipal Waste diskede op med ligeledes ekstremt fede shows samme aften, skadede bestemt heller ikke.

Før jeg gik i gang med denne top-10 liste, var jeg af den faste overbevisning, at 2007 musikmæssigt havde været et rigtigt lorteår. Det viste sig ikke helt at holde stik, og samtlige 10 skiver på nedenstående liste må siges at være gode. Men for de flestes vedkommende heller ikke mere. Ulver, Stars of the Lid og Primordial var klasser foran de resterende syv udgivelser, og ”To the Nameless Dead” er den eneste plade, jeg i år vil klassificere som et mesterværk.

Derudover var det ikke ligefrem fordi, det vrimlede med nye, lovende bands. Næ, tværtimod så består min liste kun af relativt etablerede bands, og det er kun Backworld, som jeg ikke kendte så godt før i år. Altså et noget kedeligt 2007 (eller en musiklytter, der ikke gad udforske i høj nok grad – bedøm selv). Året bød som vanligt på et væld af udgivelser indenfor den progressive metal, men det var ganske bemærkelsesværdigt i og med, at ingen af disse på nogen måde var bemærkelsesværdige.

I 2008 håber jeg, at der kommer mindst én god progressiv skive, at den såkaldte ’moderne’ metal lider en stille (men ubehagelig) død, samt at enten Saviour Machine eller While Heaven Wept er klar med noget nyt. Og måske en god debutplade et sted fra?

Rob Lowe løfter (næsten) uden problemer arven efter mægtige Messiah Marcolin på denne eminente skive, der er lige så langt fra at være nyskabende som årets program på Roskilde Festivalen. Men det er jo en stor ros i dette tilfælde, da Candlemass er et af den slags bands, der helst ikke må ændre sig alt for meget. Melodierne er i top, ”Of Stars and Smoke” er et af årets bedste metalnumre, og så hjælper det selvfølgelig også lidt, at svenskerne gav en monsterkoncert på The Rock tidligere på året.

Virgin Black er måske lige en tand for selvfede og pompøse til tider, men den ene fejl tilgiver jeg dem gerne, for deres sans for melodi, Samantha Escarbes følsomme guitarspil og Rowan Londons enorme vokal gør dette album til en ren opvisning i, hvordan sådan en musik skal spilles.

Nogle gange lyver hypen ikke. Deathspell Omega er et udfordrende bekendtskab, og det tager meget lang tid overhovedet at finde ud af, om man kan lide ”Fas…” eller ej. Jeg har nu besluttet, at jeg finder albummet smågenialt, men at min hjerne begynder at bløde efter længere tid med det kaotiske og banebrydende black metal på anlægget.

Man kan trække mange paralleller mellem Deathspell Omega og Elend, selvom sidstnævnte ikke er et metalband i ordets egentligste forstand. Til gengæld er de tungere, mere kaotiske og mere ubehagelige end stort set alle andre og lyder mest som soundtracket til en rejse i Jesper Langballes sind. Denne plade er ikke for de sarte, og det er heller ikke et værk, jeg sætter på alt for tit.

Det er en god, lille popplade, Backworld har fået stykket sammen her. Man kan (med rette) beskylde Budenholzer & Co. for at være lidt for polerede til tider, men sangene er nu engang smukke, og et nummer som ”Damaged Angel” kan gøre selv en dum stodder som Dave Müller (relativt) glad.

Jaaah, en plade med fem rare finner, der spiller metal og har en forsanger, der lyder lige så meget som Bruce Dickinson, som Bruce Dickinson selv. Ikke så mange dikkedarer her. Åbn en øl, sæt skiven på og snart synger du med på denne samling af møglækre heavy metal sange med læssevis af fede riffs og latterligt fede omkvæd. Machine Men er tilmed et overbevisende live-band og gav en superkoncert på The Rock i november.

”Evoken” er navnet på en af de få sange, finske Thergothon nåede at udsende, og Evokens e-mail adresse er Thergoton1@aol.com. Så det burde ikke være svært at gætte, at albummet byder på tonstung funeral doom med foruroligende guitarriffs, dommedagstrommer og en vokalist med tre testikler. Hvad denne næsten skræmmende funeral doom angår, er Evoken i en klasse helt for sig. En perfekt vinterplade.

Ep'en "A Quick Fix of Melancholy" fra 2003 har været et lyspunkt i den ellers lidt kedelige strøm af udgivelser fra Ulver efter mesterværket Perdition City. Heldigvis har nordmændene videreført den melankolske stemning fra "A Quick Fix..." på den nyeste skive 'Shadows of the Sun'. Albummet er afdæmpet, nærmest meditativt, og meget, meget smukt.

Jeg vil skyde på, at mange sikkert vil finde SotL og deres ambient/klassisk ulidelig kedeligt. Men det er deres tab, for den amerikanske duos beroligende og hypnotiserende toner er ren balsam for sjælen. Det er et album, der bedst nydes horisontalt og gennem gode høretelefoner. Jeg er stort set 100 procent enig med den kære Dave Müller, så læs hans anmeldelse. Nu.

Årets eneste deciderede mesterværk. Men hvilket et! Der er en intensitet og en oprigtighed i Primordial, der får orkanen Katrina til at ligne en let dansk sommerbrise, og hvad kraft og styrke angår, er der ingen, der kommer i nærheden af de fem irere.

Spilletiden er blot lidt over 20 minutter, og kun et af numrene herpå er nyt. ”Colleen” er så til gengæld seks minutter og 41 sekunder af det allerbedste musik, der er blevet lavet i år. Newsoms vokal er ren magi, og det er en fornøjelse at høre hende og bandet lege sig igennem denne ep.

Manes’ foregående udgivelse, ”Vilosophe”, var en noget nær perfekt blanding af melodi, stemning og musikalsk mod. Nordmændene inkorporerede forbilledligt elektroniske elementer i deres musik og var ikke bange for de skæve indslag – men de gjorde det altid uden at tabe sangen på gulvet. Det vil være synd at sige, at det samme gælder for ”How…”. Indsatsen virker ufokuseret, og Manes prøver simpelthen for hårdt. Elektroniske elementer introduceres uden at have nogen sammenhæng med sangene, og alle gode tiltag ender flere gange i enten et technohelvede eller noget sært hiphop. Det kan selvfølgelig også være, at bandet er så overbeviste om deres egen genialitet, at de bare gør, hvad de har lyst til, og selvhøjtidelige avantgardister vil da sikkert også hylde dette album, ligesom de vil hylde pis på flaske, hvis der var nogen, der sagde til dem, at det var banebrydende. Jeg kan til gengæld godt lide musik (og vin), der er godt.

David Tibet havde samlet et godt stykke over ti mennesker på scenen denne aften – heriblandt Stephen O’Malley (Sunn) og Attila Csihar (Mayhem), hvis growl akkompagnerede Tibets vokal hele aftenen. Aftenen tilhørte dog uden tvivl den lille, besatte mand, der skreg, råbte, sang og vred sig gennem en noget nær perfekt sætliste og afsluttede med tårevædet at takke os for at komme. En af de allerbedste koncertoplevelser nogensinde.