Hermed præsenteres anden og sidste del af vores fokus på “Det næstbedste album”. Læs første del her.
 Coil - The Ape of Naples
(Mads Pedersen)
Det var aldeles rædsomt at få nyheden om Coil-sanger m.m., John Balances, alt, alt for tidlige død ved et fald fra en trappe i november 2004. Man havde på fornemmelsen, at han var udødelig; i bakspejlet må man snarere være taknemmelig for, at han overhovedet overlevede så længe som tilfældet var, hans imponerende substansmisbrug taget i betragtning.
Det besynderligste ved "Ape of Naples" er, hvor godt det hænger sammen som album. Det udkom omtrent et år efter Balances død, og er klippet og klistret sammen af et væld af indspilninger: optagelser fra det aldrig udgivne album "Backwards", færdige studieindspilninger, liveoptagelser og indspilninger foretaget efter Balances død: En død mand, der synger med en levende gruppe. Det burde ikke hænge sammen, og slet ikke når man tænker på, at elementer som Tom Edwards' marimba, Mike Yorks fløjter og duduk og Cliff Stapletons hurdy-gurdy er forholdsvis nye i lejren. Men det gør det, og det er en stor ros til Peter "Sleazy" Christopherson og de medvirkende musikere.
Passende nok begynder åbneren "The Fire of the Mind" med linjerne: "Does death come alone / or with eager reinforcements?" Albumteksterne er i det hele taget stærkt optaget af døden. Men det har Coils tekster altid været. Måske de fik mere resonans af Balances død? I hvert fald er der fokus på Balances ekstremt smukke og hjemsøgende vokal albummet igennem. Han har aldrig sunget bedre end på "Ape of Naples". På samme tid lyder han ofte en smule ude af fokus, som på "Amber Rain", hvor det virker som om, han allerede er forsvindende ind i en anden verden: Afslutningslinjerne "I don't expect I'll ever understand / How life just trickled through my hand" er nærsten ubærlige.
"The Ape of Naples" er et smertefuldt album. Drejeliren på "The Fire of the Mind" fremhæver det elegiske præg, mens de genkommende marimbaer peger i retning af noget organisk og menneskeligt og ufatteligt skrøbeligt. Afslutningssangen "Going Up" er noget så sært som et cover af temaet fra den campede 70'er-komedieserie "Are You Being Served", hvor Francis Testory synger sammen med Balance, alternerende mellem linjerne "Going up" og "It just is" til tonerne af en begravelsesagtig vals. "Going up" balancerer som hele albummet mellem det sært urovækkende og en form for tøvende accept af døden.
Det burde give en afsluttethed og en afklarethed. Men på paradoksal vis bliver albummet hængende i luften, længe efter spilletiden er udløbet. Det vil ikke rigtig lægge sig til hvile. Den karakter af uafsluttethed er en af "The Ape of Naples"' mest vedholdende kvaliteter, og en grund til at man kan vende tilbage til det igen og igen, uden aldrig at blive færdig med det.
Det er ikke til at vide hvad Balance selv ville have fået ud af albummet, hvilke visioner han havde for det. Det færdige resultat står udenfor tiden, og er ikke rigtig sammenligneligt med noget andet. Det er som et spøgelse, der ikke vil lade sig mane i jorden.
 Arcadia – So Red the Rose
(Morten Block)
At skulle sætte ord på den udgivelse, som man anser for at være den næstbedste i verden, er ikke så nemt som man skulle tro. Men jeg skal da forsøge at forklare, hvad det er som gør, at netop Arcadia’s plade ”So Red the Rose” er så højt rangeret i min verden.
Som en ung knægt i de glade 80’ere var popmusikken mit ypperste, og i særdeleshed var det kunstnere fra England, som kunne sætte gang i mig. Duran Duran var mit kongeband over alle bands, og da tre medlemmer besluttede sig for at lave et sideprojekt kaldet ”Arcadia”, var jeg yderst spændt på, hvad det kunne blive til. Debuten (og den eneste udgivelse) kom på gaden i november 1985 og viste en noget anderledes tilgang til musikken, end man var vant til fra Duran Duran.
Vi befinder os stadig i popmusikkens verden, men følelsen af, at man på dette album er udstyret med lidt mere kunstnerisk frihed end normalt, skinner tydelig igennem på flere af numrene, og særskilt Nick Rhodes (keyboard) får mere plads på dette album end på Duran Duran udgivelserne. Visuelt skiftede man også stil fra det velkendte Duran Duran moderigtige look til et mere dystert præg med kulsort hår, mørke rober, samt en makeup som ledte tankerne mere mod den gotiske musikscene end mod den glamourøse popverden.
Numrene på skiven er set med mine øjne nærmest unikke lækkerier, som spænder lige fra klassisk 80’er pop til en helt anden og meget mere dyster side af, hvad man var vant til. Anderledes i forhold til baggrunden hos Duran Duran er også den kreativitet som præger hele albummet. Her er skabt plads til meget mere at lege med lyden, og i særskilt keyboardspiller Nick Rhodes får lov at boltre sig, som han vil. Det giver hele pladen et markant anderledes præg, som også med tiden har vist sig at totalt tidsløst, så man den dag i 2009 kan sætte ”So Red The Rose” på afspilleren, uden at man føler sig hensat i en typisk 80’er lomme. Det er så mesterligt, at jeg kan forestille mig at den nu afdøde producer på pladen, Alex Sadkin, sidder et sted deroppe og vipper med foden i takt til den fremragende musik.
Dette er pladen, som EMI aldrig ville have udgivet under Duran Duran logoet, men skynd dig ud og kast dine penge efter denne plade. Du vil ikke blive skuffet. Det garanterer jeg for!!
Jeg har i min start på Transmission skrevet en retrospektiv anmeldelse af ”So Red The Rose”, som du kan læse her. |
