Andreas Kielland
1. Heaven & Hell - The Devil You Know
Årets tungeste udgivelse er debutpladen fra Black Sabbaths legendariske mk. II-lineup under navnet Heaven and Hell. Måtte det ikke blive den sidste.
2. Bloodbath - Resurrection Through Carnage
Der kan siges meget om både bandet og skiven. Det absolut vigtigste ord er dødsmetal. Hvad end man er til det nye, det gamle eller det hele, kan man være med her.
3. Voyager - I Am the Revolution
Smagfuld, atmosfærisk, progget og poppet hård rock med elektroniske toppings. Anbefales til fans af lidt af hvert.
4. Destruction - All Hell Breaks Loose
Comebacket - og i disse ører et af hovedværkerne - indenfor tyskerthrash. Hvad end man er til det nye, det gamle eller det hele, osv...
5. Aerosmith - Night In the Ruts
Endnu en glimrende Aerosmith-skive druknet i populariteten fra deres senere udgivelser.
Tobias Bendixen
1. v/a – Oh Graveyard, You Can't Hold Me Always
Fantastisk gospel opsamling fra Mississippi Records, som man næsten ikke kan takke nok. Milevidt fra den "Halløj i Klosteret" gospel man så tit bliver udsat for. Masser af smerte og råhed her.
2. v/a – I Don't Feel at Home in this World Anymore
Endnu en Mississippi opsamling. Titlen siger egentlig det hele, hjerteskærende smuk plade.
3. v/a – A Christmas With John Waters
Elegantieren har selvfølgelig lagt navn til en temmelig bizar juleplade. Gilmrende alternativ til MC Einar og co.
4. Burzum – Hvis Lyset Tar Oss
Klassisk black metal. Spændene at se hvad han finder på på det kommende album "Belus".
5. Rolling Stones – Sticky Fingers
Lidt classic rock blev der da også plads til. Behøver vel næppe nærmere introduktion. "Wild Horses", mand.
Morten Block
1. Fields Of The Nephilim - Elizium
Dette mageløse mesterværk af en skive sender en langt ud i drømmeland med dens nærmest symfoniske gothrock. Perfekt opvarming til dobbelt koncerten i Polen sidst i januar måned.
2. Les Discrets / Alcest - Split
Her tales der måske om årets bedste split udgivelse. Endelig noget lyd fra Les Discrets, i form af 3 smukke forførende rock numre, og første antydning af nyt fra Alcest siden "Souvenirs d'un Autre Monde" fra 2007. Der afventes så sandelig i spænding på mere
3. Iron Maiden - Sevent Son Of A Seventh Son
Ord er vel næsten overflødige. Hvis ikke så læs anmeldelsen i artiklen "Det næstbedste album - del 1"
4. Abysmal Grief - Misfortune
Anden fuldlænge skive fra dette italienske doom band. Kun udgivet på vinyl indtil videre. Din pickup vil blive forelsket i dig hvis du smider denne plade på.
5. Black Wreath - A Pyre Of Lost Dreams
Fortryllende dansk doom som fænger mere og mere for hver gang der lyttes til den.
Mads Pedersen
1. Astra - The Weirding
Et tungt, progressivt mesterværk, der vækker mindelser om Black Sabbaths mere udsyrede sider, tidlig King Crimson og Pink Floyd. Et brag af en debut.
2. Teenage Bottlerocket - They Came From the Shadows
En herlig poppunkplade. Snotnæset og catchy og fuldstændig skamløst poppet, med simple, sloganagtige tekster fyldt med perler af begavede stupiditeter.
3. Roky Erickson - Never Say Goodbye
"Never Say Goodbye" består hovedsageligt af sange, der er optaget (ikke indspillet) mellem 1971-1974. Lydkvaliteten er ikke noget at råbe hurra for, men til gengæld kan man råbe utallige hurraer for sangene og Ericksons tekster. Albummet besidder en nøgen og simpel skønhed. Det er både rørende og smukt.
4. Harbinger - Second Coming
Dave Bixbys andet hovedværk. Mere opløftende end "Ode to Quetzalcoatl". "Second Coming" minder mig nærmest om en kristen version af Changes’ sataniske hippiesange på "Fire of Life".
5. Disincarnate - Dreams of the Carrion Kind
Teknisk dødsmetal fra 1993, som jeg faldt over. Fornemt guitararbejde af den senere Testament-, Obituary-, Cancer-, Death- og Konkhra-guitarist James Murphy, og i det hele tager præsterer Disincarnate et usædvanligt højt niveau. En skam de aldrig nåede at lave mere.
Dave Müller
1. Townes van Zandt - Our Mother the Mountain
Min Van Zandt-feber fortsatte i December og "Our Mother the Mountain" fra 1969 er en af de bedste af de af hans plader jeg har hørt indtil videre. Om Van Zandt er verdens bedste sangskriver, som det er blvet påstået, ved jeg ikke, men fandens god er han i hvert fald.
2. Asunder - Works Will Come Undone
Sidste halvdel af december har stået i doom'ens tegn og dette amerikanske mesterværk inden for melodisk funeral-doom har fået en del ture i afspilleren. Knusende og atmosfærisk og med cello fra Jackie Perez-Gratz (Amber Asylum) der væver sig ind og ud af guitar-riff'sne og sætter prikken over i'et.
3. og 4. Skepticism - Alloy og Skepticism - Stormcrowfleet
Skepticism er et god eksempel på hvor meget man egentlig kan udvikle sig, selv inden for en så umiddelbart begrænset genre som funeral-doom'en. Det vidner forskellen på den ambiente og fjerntlydende doom på debuten "Stormcrowfleet" fra 1995 og den massive lyd på 2008's "Alloy" om.
5. Ólafur Arnalds - Found Songs
Syv numre på syv dage var ambitionen for den unge islandske komponist Ólafur Arnalds og "Found Songs" er resultatet. Hjerteskærende smuk neo-klassisk med piano, strygere og subtil elektronik.
Christian Blæhr
1. Low – Trust
Low behøver vist ikke en nærmere introduktion, da de vel er standardpensum for de fleste aspirerende musiknørder. Men jeg er først hoppet på vognen for nyligt, og det er lidt som at finde en gammel ven, man ikke vidste fandtes blandt en helt ny bekendtskabskreds.
2. Huun-Huur-Tu – The Orphan’s Lament
Huun-Huur-Tu kombinerer traditionel strubesang fra Tuva med både guitar, percussion og jødeharpe samt hjemlige strygeinstrumenter. Ved første lyt trækker man måske på smilebåndet, når man hører sangernes fraseringer og fremmedartet klang, men ’The Orphan’s Lament’ har, blandt de forskelligartede sange, mange fængende og gode melodier, og så er strubesangen i sig selv jo vanvittigt fascinerende.
3. Au Revoir Simone – Still Night, Still Light
Ja, charmerende og lettere naiv indiepop skal der altså også til, når december bryder ud i et altomsluttende mørke, og kulden skærer helt ind til benet. De tre piger får megen varm melankoli og en håndfuld velskrevne sange ud af en trommemaskine, et par keyboards og trestemmige harmonier.
4. Ariel Kalma – Osmose
Lyden af analog regnskov og organiske, dronede keyboards bliver næppe mere helstøbt og behagelig at lytte til end i Kalmas frugtbare hænder. |
