header
headerbottom
Forside
Anmeldelser
Artikler
MP3 Blog
Koncertliste
Links
Kontakt

Farvekode

Artikler
12-01-2010

Årslisten 2009 - del 2
Af Tobias Bendixen

Cover

Klik på billedet for stort

At gøre status over et helt års musikudgivelser og koncerter er bestemt ikke nemt. I tilfældet 2009 bliver det heldigvis ret hurtigt tydeligt, at der faktisk var tale om et godt år. Ikke mindst for den danske (undergrunds) musik, der virkelig er begyndt at vise sig fra en interessant side i form af nye initiativer som Red Tape, Posh Isolation, Ark Tarp og mange andre. Den danske scene har også resulteret i flere gode udgivelser, hvoraf en del af dem nævnes på den følgende liste.

I forbindelse med en så firkantet listeopstilling, som der er tale om her, vil der uundgåeligt være tale om udeladelser. Her tænker jeg især på The Drones, der med ”Havilah” har lavet endnu et glimrende album, som altså lige præcis ikke nåede at komme på listen. Der er dog endnu flere album, jeg simpelthen ikke har nået at få hørt endnu, grundet at jeg nok anskaffer mig mindst 10 albums fra tidligere år, for hvert nyt album jeg køber. Af de mest åbenlyse forsømmelser på denne front kan nævnes Om, Blank Dogs, Bill Callahan og Wooden Shjips, der alle har lavet nye album, som sikkert ville være kandidater til min liste – hvis jeg altså havde hørt dem.

Ikke mindst på koncertfronten er der tonsvis af udeladelser. Udover de tre nedenfor nævnte har jeg i år set fantastiske koncerter med: Throbbing Gristle, Buzzcocks, Sleep, Electric Wizard, Sonic Youth, My Bloody Valentine, Trust, Wolves in the Throne Room, Chainsaw Eaters, Melting Walkmen, Merzbow, Cola Freaks, Iceage, Sexdrome og mange mange flere.
Nok honourable mentions, here it comes:

Album top 10
10. Jørgen Teller and the Empty Stairs – Live Arrogant
Jørgen Teller and the Empty Stairs er et mærkværdigt band. Sammensætningen af den temmelig anarkistiske trommeslager Tobias Kirstein, kontrabassisten Søren Gorm og selvfølgelig Jørgen Teller selv på skronk-guitar resulterer i en bizar blanding af noiserock, jazz af den allermest free slags og tonsvis af andet godt. For et par år siden udsendte de det fremragende album ”Wunderswim”, der i år blev opfulgt af denne liveoptagelse fra Århus, som fortsætter lidt i samme stil – omend med endnu friere tøjler og et muligvis endnu bedre resultat.

09. Sunn O))) – Monoliths and Dimensions
Samarbejdet med Boris, ”Altar”, hintede måske om det, men det kom alligevel som en overraskelse, at de notoriske dronere i Sunn O))) udsendte et så varieret og smukt album som ”Monoliths and Dimensions” i eget navn. Stilen er dog stadig drone, og det er stadig tungt og mørkt som ind i helvede, men her optræder langt flere elementer end tidligere. Blandt andet det mildt sagt ildevarslende kor på ”Big Church” og trompeten på den ret så smukke afslutter ”Alice”. Uden at kunne påstå at jeg er lige velkendt med alle bandets mange (og til tider obskure) udgivelser, vil jeg sige, at Sunn O))) har begået noget, der minder om et foreløbigt højdepunkt.

08. Black Wreath – A Pyre of Lost Dreams
Det er omtrent ligeså tungt og ondt på danske Black Wreaths debutalbum, men trods alt i den mere rytmiske afdeling. ”A Pyre of Lost Dreams” byder på gotisk og death-inspireret funeral doom. På den fremragende åbner ”The Black Holes of Your Mind” går der næsten hooks i de repetitive men melodiske riffs. Herefter følger to mere doom'ede sange, hvorefter der går ambient i den på afslutteren ”Nídstöng”. Hele vejen igennem er det meget stemningsfuldt og smukt omend temmelig deprimerende – men det er sådan set kun en god ting i mit univers.

07. Chainsaw Eaters / Melting Walkmen – s/t split
Som antydet tidligere har en af mine helt store glæder i år 2009 været, at den danske undergrunds-musikscene har været så god. To af de bedste nye bands gjorde deres debut på denne split LP. Begge bands tager deres afsæt i start-80'ernes post-punk scene, men med hver deres tilgang og personlige bidrag. Duoen Chainsaw Eaters skifter imellem seriøst deprimerede dommedagshymner som ”The Execution” med kæmpe store, forvredne synthflader, dundrende tribaltrommer og klagende vokal og dansabel deathdisco inficeret synthpunk som på ”German Neon Love”. Melting Walkmen leverer catchy, fortvivlede og aggressive (post)punk sange som ”Desertland” og mere dystre og eksperimenterende sager som afslutteren ”This Man”. Både Melting Walkmen og Chainsaw Eaters har nye udgivelser på vej i det nye år, og grundet min insiderviden kan jeg godt love, at der er noget endnu større i vente.

06. Wolves in the Throne Room – Black Cascade
Det amerikanske band Wolves in the Throne Room har tidligere på blandt andet mesterværket ”Two Hunters” blandet ambient black metal, a la f.eks. Burzum og Ulver, med shoegaze og postrock. Postrock/metal blandingen forekommer ofte lidt slidt og kedelig, men i Wolves in the Throne Rooms tilfælde er der tale om en skiftevis utrolig smuk og brutal afart. På ”Black Cascade” er der dog tonet ned for postrock/shoegaze-delen og op for black metal-delen, hvilket resulterer i en lidt mindre særegen plade. Bandet når altså ikke helt op på niveauet fra deres forrige to album (”Two Hunters” er noget af det bedste, jeg har hørt i de seneste år), men ”Black Cascade” er stadig en virkelig god moderne black metal-plade.

05. Martin Hall – Hospital Cafeterias
Det er altid svært at vide, hvor man har Martin Hall, der musikalsk har spændt helt fra den avantgardistiske postpunk i de tidlige år til intim pop på ”Random Hold” og mere kompositionsmusik-orienterede værker som ”Das Mechanische Klavier”. ”Hospital Cafeterias” er et af de mere eklektiske af Martin Halls album, hvilket blandt andet antydes i form af de mange mere eller mindre prominente gæsteoptrædender, men lægger sig dog stadig i forlængelse af de seneste udgivelser. Højdepunkter tæller blandt andet den utroligt smukke ”P.O.”, den stryger-dominerede ”40 Versions of the Time Before” og den nervepirrende telefonsvarerbesked-møder-ambient-musik ”Nætterne Er Så Lyse”.

04. Rowland S. Howard – Pop Crimes
Rowland S. Howard er efter min mening en af verdens mest undervurderede musikere. Med tidligere medlemskaber af blandt andet Boys Next Door, Birthday Party, Crime and the City Solution, Honeymoon in Red, These Immortal Souls og få men fantastiske solo-albums har han et voldsomt imponerende CV. Nyeste udspil ”Pop Crimes” skuffer bestemt ikke. Stilen er genkendelig fra de tidligere bands, men i den lidt mere straight rockede ende af skalaen. Nok er manden efterhånden en kende hærget, og det kan da også høres på stemmebåndene (forcen har dog aldrig været skønsang, anyway), men nerven og sangskrivningen fejler ikke noget. Og det guitarspil, det guitarspil. Rowland døde desværre af leverkræft d. 29. december. Ikke desto mindre er ”Pop Crimes” et særdeles værdigt punktum.

03. Magik Markers – Balf Quarry
På ”Balf Quarry” fortsætter noiserockerne Magik Markers den lidt mere sangbaserede stil fra forrige års fremragende ”Boss” - i forhold til deres mere noise-orienterede sager. Magik Markers gør det lige godt, om der er tale om lo-fi og skramlede, langsomt slæbende sange som ”Risperdal” eller frenetisk punk som ”The Lighter Side of... Hippies”. Sonic Youth-inspirationen kan ikke benægtes (omend jeg faktisk synes, de bevæger sig længere væk fra heltene på dette album ifht. f.eks. ”Boss”), men Magik Markers giver noiserock-genren deres eget twist på dette meget varierede og virkelig gode album.

02. Sonic Youth – The Eternal
Sonic Youth skuffer sjældent. Det gjorde de dog på ”Rather Ripped” fra 2006, hvilket gør det endnu mere tilfredsstillende, at de i den grad er i topform på ”The Eternal”. Pladen indeholder klassiske Sonic Youth numre som ”Calming the Snake”, ”Sacred Trickster”, den fantastiske Ranaldo-ledte ”What We Know” og mere overraskende indslag som Moore/Gordon dueten ”Anti-Orgasm”, der blander stiltræk fra hele karrieren – lige fra deres tidlige no wave-inspirerede udladninger henover de afdæmpet kraut-rockede sider af ”A Thousand Leaves” albummet, til den næsten classic rock-agtige ”Sonic Nurse” – med noget der føles helt nyt. Man tilgiver dem let, at pladen også indeholder enkelte lidt mindre imponerende sange, når resten af materialet er så stærkt.
Læs anmeldelse

01. HTRK – Marry Me Tonight
Årets bedste album blev leveret af stort set ukendte HTRK fra Australien. Inspiration fra blandt andet Suicide, Lydia Lunch og Birthday Party blandes til en unik og fantastisk cocktail, der gør HTRK til et af de mest interessante bands derude lige nu. Bestemt også live, hvad deres opvarmningskoncert for Fuck Buttons på Loppen beviste. Sange som ”Rentboy”, ”Ha” og ”Fascinator” er smukke, dekadente, kolde og aggresive på én gang. Deres mærkværdige lyd bestående af flydende og støjende guitar, klippefast bas, trommemaskine og temmelig dead-pan kvindelig vokal bindes sammen af en flot produktion af Rowland S. Howard. Et fuldbyrdet mesterværk, som jeg ikke kan sætte en finger på.

Koncerter
01. Jesus Lizard – ATP vs. The Fans, Minehead, England
Gendannede koryfæer er altid lidt risky business. Samtidig med at man ikke kan lade være med at have høje forventninger til sine helte, er comebacks ikke altid lige mindeværdige. I tilfældet Jesus Lizard, som undertegnede havde æren af at opleve to dage i træk (efterfulgt af selveste Sleep begge aftener), blev alle forbehold dog gjort til skamme. Bandet spiller stadig brutalt som bare fanden, og David Yow er stadig en helt fantastisk frontmand. Som Michael Azzerad skrev i ”Our Band Could Be Your Life”: ”singer David Yow sounds like a kidnap victim trying to howl through the duct tape over his mouth”, og alt det imens han vrider sig rundt som en gal, ligeså meget blandt publikum som på scenen. Kombineret med et bagkatalog som de færreste noiserock bands kan slå, resulterede det i to koncertoplevelser af de meget sjældne.

02. Martin Hall – Hotel Des Nordens, Flensborg, Tyskland
Noget så mærkværdigt som en veritabel Martin Hall hitparade på et hotel lige syd for grænsen. Ganske enkelt enestående at se Hall i så intime rammer – og så med den sætliste. ”Treatment”, ”Imagine Focus”, ”Eyes and Hands”, ”An Attempt of Interruption”, ”The Mark”, ”Avenues of Oblivion” og ”Crush” blev blandet med noget af det bedste fra de senere år (eneste åbenlyse forbigåelse var ”Random Hold”, der desværre slet ikke var repræsenteret). Alle sange blev leveret i nye, meget smukke versioner, og Hall selv var i sit es både som sanger og performer. Koncerten i Koncerthuset var også fabelagtig, men havde ikke helt den samme magi som denne aften i Flensborg.
Læs anmeldelse

03. Nick Cave and the Bad Seeds – Orange, Roskilde Festival
Orange er altid en problematisk scene, og jeg ville da hellere opleve mine helte under andre rammer, men når nu det skulle være, så løftede Nick Cave and the Bad Seeds opgaven til perfektion. Der blev rocket hårdt og larmende igennem med ”Tupelo”, ”We Call Upon the Author” og ”The Mercy Seat”, og på ”Henry Lee” var det tårefremkaldende smukt. Eneste anke er mangel på overraskelser på sætlisten, men hvad fanden: Ingen er som Nick Cave på en scene, og The Bad Seeds er, på trods af tabet af først Blixa Bargeld og så Mick Harvey, stadig verdens bedste backingband. Punktum.
Læs anmeldelse

Spotlight
På genudgivelsesfronten er der garanteret sket meget, men det er umuligt at huske det hele, så jeg vil nøjes med at fremhæve et par stykker.
De tre første album med det fabelagtige australske rockband Beasts of Bourbon (”The Axeman's Jazz”, ”Sour Mash” og ”Black Milk”) har været ekstremt svære at opdrive i en del tid. Derfor er det meget glædeligt, at Bang! Records har udsendt en box med alle tre album i. Både på vinyl og cd – og så endda i de originale covers inde i boxen. Vinyl udgivelsen er meget meget lækker, og alle tre plader er essentielle, hvis man interesserer sig bare lidt for swamprock af bedste skuffe.

Også de fleste af Jesus Lizards plader har været ret svære at finde (i hvert fald på vinyl), og derfor er det ligeledes kærkomment, at de fire første + den første EP er genudgivet på vinyl i lækre gatefolds med linernotes osv. Igen – absolut essentielle plader.

Årets skuffelse
Jeg har svært ved at komme på konkrete skuffelser på musikfronten i år 2009, men én ting virker dog åbenlys. Programmet til Roskilde Festival 2009 var så elendigt, at det er første gang, siden jeg som ung teen dragede af sted for første gang, at jeg har overvejet ikke at tage af sted. Bevares, der var da en del gode koncerter (og en enkelt der var så fremragende, at jeg har skrevet lidt om den ovenfor), men jeg vil gætte på, at jeg så cirka halvt så mange koncerter som normalt – og det ser jeg nærmere som en indikator for programmets mangler, end min egen dovenskab. De fleste interessante navne havde der allerede været mulighed for at opleve på dansk jord indenfor den nærmeste fortid – i visse tilfælde endda flere gange.
Det skal indrømmes, at 2009 også var året, hvor jeg langt om længe tog ud i verden for at udforske de lidt mere specialiserede festivaler. I første omgang resulterende i to besøg på ATP, der slet ikke kan anbefales varmt nok! Det KAN være, at min vurdering af Roskilde '09 er influeret af erfaringen med denne overjordiske festival, men det forekom mig altså, at programmet var under niveau.
Jeg håber virkelig, der bliver rettet op på dette til 2010-,udgaven.

Årets overraskelse
Det, der har taget røven på mig allermest i 2009, er nok den mængde af danske undergrunds-udgivelser i form af 7” singler, kassettebånd og lignende, og den originalitet der er blevet lagt for dagen på mange af dem. Der er især tre, jeg kommer til at tænke på – alle selvbetitlede 7” udgivelser.

Trust udgav en mærkværdig 7”, der blandede math-, noise- og progrock og er så god, at det er tæt på at være den allerbedste udgivelse, jeg har hørt i år (men det er mig forbudt at putte 7”ere på den ordinære top 10). Læs Trust anmeldelse.
Iceages udgivelse var stort set ligeså god, og bestemt ikke mindre mærkværdig. En flok unge knøse, der knap kan holde på deres instrumenter, kan åbenbart stadig sammenstrikke en dybt original lyd, der godt nok giver mindelser om især no wave, men stadig lyder som intet andet. Det er lige ved at falde fra hinanden hele tiden – og nogle gange gør det – og det er absolut fantastisk! Læs Iceage anmeldelse.
Sexdrome er ligeså rådne og decideret fucked up som Iceage, men har en langt ondere stemning samt nogle lidt mere lineære bånd til blandt andet hardcore punk, doom- og black metal. Det er der også kommet en virkelig god 7” ud af.

seperator

© 2006-2010 transmission
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde.

Nyeste Mp3 Blog

20-01-2011
Raekwon [Læs mere]

22-12-2010
Of the Wand and the Moon [Læs mere]

17-10-2010
Still Corners [Læs mere]

Fokus

04-08-2011
Playlists juli
Af Redaktionen

03-08-2011
Koncertanbefalinger
Af Redaktionen

08-06-2011
Roskilde Festival 2011 anbefalinger
Af Redaktionen

Yderligere Info

04-04-2012
Status

Transmission er på pause på ubestemt tid - måske vender vi tilbage engang i fremtiden, hvem ved.

02-03-2010
Twitter og Facebook

Følg transmissionnu på Twitter

04-11-2008
Transmission søger skribenter

Er du interesseret i at skrive om den musik, du brænder for? Så læs mere her.

Anbefalede KoncerterSe Koncertliste