2009 var et ganske godt musikår, og særlig metalgenren bød på et væld af interessante udgivelser. Det var mestendels allerede kendte bands, der smed solide værker på gaden, men der var også et par ganske fortrinlige (og endda danske) debuter imellem. I sidste ende blev der desværre ikke plads til Heaven & Hell, Candlemass og Megadeth på denne liste, men de gamle drenge kan i alle tilfældene endnu, og det er tre ganske glimrende rockplader, de har smidt på gaden. Amorphis, Funeral Mist og Anubis Gate er tre andre bands, der heller ikke blev plads til, men også deres fuldlængder kan i høj grad anbefales.
Album top 10
 10. Solanaceae – S/T
Kim Larsens andet folk-projekt er mindre mørkt og mere folket end :OTWATM: (uden at være Errol-Flynn-som-Robin-Hood-folk). Sangskrivningsniveauet er højt, musikerne gode, og atmosfæren er behagelig. En god plade.
Læs anmeldelse
 9. Mew – No More Stories...
Coveret ligner lort. Ellers er det sandt, hvad alle anmelderne skriver.
 8. Altar of Oblivion – Sinews of Anguish
Se anmeldelsen, du.
Læs anmeldelse
 7. Fever Ray – S/T
Jeg har mistet bekendtskaber på at have denne plade så højt placeret, så uncool er det åbenbart. Men det er 10 smukke skæringer, Karin Dreijer har skruet sammen til denne perfekt producerede og frem for alt meget, meget stemningsfulde plade. Ved anskaffelsen frygtede jeg, at den ville ældes hurtigt, men det har heldigvis vist sig ikke at være tilfældet, og sange som ”Keep the Streets Empty for Me” og ”When I Grow Up” holder stadigvæk.
 6. Mournful Congregation – The June Frost
Selv når Mournful Congregation er middelmådige, er de gode. ”The June Frost” lider af lidt for mange instrumentalnumre og soloer og lidt for lidt sortromantisk funeral doom, men når bandet så endelig lukker op (eller ned, om man vil), viser australierne, hvorfor de – sammen med Skepticism – er scenens bedste band.
 5. Black Wreath – A Pyre of Lost Dreams
Vi bliver lidt i doom-hjørnet, fordi Black Wreaths debutplade er nemlig årets bedste danske udgivelse. Jaja, 2/3 af bandet huserer på Transmission, men deres personligheder betyder, at det så sandelig ikke er derfor, at ”A Pyre of Lost Dreams” er placeret så højt på denne liste. Det skyldes derimod de iørefaldende riffs, de perfekt timede synth-indslag, og den kuldegysende vokal, der sammen med det laaaaaaangsomme tempo skaber en smuk og meget mørk atmosfære.
 4. Giant Squid – The Ichthyologist
På trods af (eller på grund af?) tilføjelsen af den efterhånden allestedsnærværende Jackie Perez Gratz, når The Ichthyologist aldrig helt højderne fra den fænomenale ”Metridium Field”. Tilgangen af celloen er sket på bekostning af det arsenal af keyboards, orgler og andet guf, som fyldte så meget på den foregående udgivelse, og pladen virker også mindre spontan end denne. Men som fjerdepladsen på denne liste vidner om, er det langtfra en dårlig plade, amerikanerne har stykket sammen. Til gengæld er den skammelig overset.
 3. Current 93 – Aleph at Hallucinatory Mountain
Hmm, avantgarde, psykedelisk, apokalyptisk folk/tungrock? Ja, jeg ved det ikke, men C93 har aldrig været så tunge og så meget rock som på denne plade. ”Aleph at Hallucinatory Mountain” er et overvældende bekendtskab, der kan være svært at navigere rundt i, men som er hele indsatsen værd. Og så er Tibet i øvrigt stadig den bedste tekstforfatter. I verden. Der er stadig et langt stykke op til de absolutte C93 mesterværker som ”Soft Black Stars” og selvfølgelig ”Sleep Has His House”, hvorfor Tibet & co. må nøjes med en 3. plads.
 2. Wolves in the Throne Room – Black Cascade
Jeg er selv overrasket over, hvor højt amerikanerne placerede sig på min liste, men faktum er, at jeg bliver ved med at vende tilbage til denne plade og dens perfekte blanding af shoegaze og Ulver-inspireret black metal. Det går ofte rasende hurtigt, og Nathan Weavers vokal er ekstrem, men Wolves er hverken brutalt eller ondskabsfuldt. Dystert er det til gengæld, og gennemsyret af den samme naturtilbedende vibe som sjælefrænderne i Agalloch. Pladen kan ikke anbefales nok (køb dobbeltvinylen – den er lækker).
 1. While Heaven Wept – Vast Oceans Lachrymose
Jeg har allerede skrevet, hvad der er at skrive om denne fantastiske sag i anmeldelsen. Tilbage er kun at sige, at den udkommer på vinyl om få uger, hvilket jo er en glimrende lejlighed til at få anskaffet albummet.
Læs anmeldelse
Koncerter
Hvad årets udgivelser har i kvalitet, manglede koncertåret 2009 til gengæld. Esben Danielsen fortsatte sin succesfulde mission med at ødelægge Roskilde Festivalen, og dette års program må være det mest elendige nogensinde. Mangel på visioner og mod er der nok af blandt de ansvarlige for festivalen, men vi må håbe, at de i 2010 ikke blot vil booke bands, der netop har spillet – eller snart skal spille – i København. De foreløbige navne giver mig dog ikke de store forhåbninger, men Danielsen er nok ligeglad.
Metal Magic Festivalen (der heldigvis finder sted igen til sommer) samt et længe ventet besøg af Bobby Liebling og Pentagram reddede sammen med Wolves in the Throne Room året for koncertgængerne herhjemme. Roser bør også deles ud til de to københavnske bands Aron og Chasing Eudomonia for deres vilje til at spille shows, der for begges vedkommende aldrig er helt ens. Dette vidner om både mod og vilje til at udvikle sig, og det må man tage hatten af for.
Når alt det så er sagt, er der trods alt et stykke fra de nævnte op til mestrene i Mournful Congregation, og der er da heller ingen tvivl om, at deres koncert med Mourning Beloveth på Bambi Galore i Hamburg er årets bedste. Deres fantastiske funeral doom fungerede rigtig fint live, og man kunne ikke se, at bandet havde spillet deres debutkoncert kun tre måneder forinden. Sætlisten bød blandt andet på ”Mother Water, the Great Sea Wept”, og så var jeg glad.
Spotlight
 Speedwolf – Bark at the Poon MC
Speedwolf kan lide beskidt rock og øl. Venom og Motörhead er de foretrukne bands i den første kategori, og Denver-kvartetten sparker på disse fire fantastiske sange ligeså meget stor, fed røv som forbillederne. Hurtigt, beskidt og lige i nosserne. Det kan vi jo godt li’, og hvis du ikke kan det, så synes du nok heller ikke, at ”Bark at the Poon” er en sjov titel, og så kan du egentlig rende os.
Årets skuffelse
 Antony and the Johnsons
Jeg hørte engang albummet, men det er så ligegyldigt, at jeg straks glemte samtlige sange. Jeg har også glemt, hvad det hedder. Jeg kan ellers rigtig godt lide Antonys selvbetitlede debut, men det er godt nok gået ned af bakke de senere år, og hvis der havde været nogle sange, der bare var halvt så gode som ’Twilight’ og ’Atrocities’, så havde jeg nok kunnet huske dem. |
