Det ville være en underdrivelse at kalde 2009 for et godt musikår. Emnelisten til årets top 10 var fyldt til randen med kvalificerede kandidater, hvoraf især Bill Callahan, Om, Immortal, Molina & Johnson, Wolves in the Throne Room, Espers og Shrinebuilder gjorde det godt; de ville nok godt kunne have klemt sig ind på listen i år med lidt mindre hård konkurrence.
Jeg ved ikke, om man kan sige noget samlende om året. Der er to progressive rockalbum på min top 10, og det tror jeg godt, man kan lægge noget i. Hvis man altså har lyst. Der er også en del gamle kendinge, men sådan vil det jo være i år, hvor mange af ens favoritgrupper udgiver nyt. Det mest interessante er vel, at der er en stor del temmelig nye grupper på listen. Det er egentlig meget rart ikke at være en gammel sur mand (hele tiden).
Album top 10
 10. Zombi - Spirit Animal
At en instrumental prog/synth-rockduo skulle have nogen som helst relevans i år 2009 havde jeg ærligt talt ikke fantasi til at forestille mig, da året startede. Jeg tror endda, jeg kan afsløre, at jeg slet ikke havde skænket spørgsmålet en tanke. Jeg blev klogere. Zombis spacede og kosmiske rock forekom pludselig yderst relevant. ”Spirit Animal” var sær, cheesy og alt, alt, alt for meget. Herligt.
Læs anmeldelse
 09. Absu - Absu
Absus comeback-album var en studie i ekstremmetal af ypperste karat. I krydsfeltet mellem black og thrash metal, kreerede Absu endnu engang en catchy, egensindigt avantgardistisk metal, med skummel atmosfære og himmelstræbende prog-keyboards. En produktion, der var på den gale side af pæn, kunne ikke ændre ved indtrykket af et usædvanligt helstøbt værk. Forhåbentlig skal vi ikke vente otte år på næste album.
Læs anmeldelse
 08. Æthenor - Faking Gold and Murder
Post metal-supergruppen bestående af Stephen O'Malley (Sunn 0))), KTL m.fl.), Daniel O'Sullivan (Guapo, Mothlite) og Vincent de Roguin (Shora) fik denne gang hjælp af Alexander Tucker og David Tibet (Current 93). Resultatet blev et højst sært og aparte album, der ikke rigtig lignede noget andet. Tibet har beskrevet Æthenor som ”more like a starlit night being ripped open by lightning than a musical group.” ”Faking Gold and Murder” er da også tættere på et abstrakt mørke med pludselige og uventede lynglimt, end det er på noget, der blot minder om rockmusik, som vi kender det.
 07. Teenage Bottlerocket - They Came From the Shadows
Det piner mig ærligt talt, at jeg opdagede poppunkgenierne i Teenage Bottlerocket så sent, at jeg ikke kunne nå at placere deres seneste album, ”Warning Device” som nummer to på min liste for 2008. Jeg skulle have lyttet noget mere til tidligere anmelderkollega Søren Guldmann. ”They Came From the Shadows” er, bl.a. i kraft af et par uheldige stilbrud, ikke helt på højde med ”Warning Device” men stadigvæk en poppunkperle. Teenage Bottlerocket har den sjældne evne at kunne skabe endeløse variationer over en ekstremt simpel grundformel uden på noget tidspunkt at blive kedelige. Og det er så det, de gør.
 06. Candlemass - Death Magic Doom
Med ”Death Magic Doom” beviste de svenske doomveteraner atter engang, at de er i topform. Et fornemt album, der dog lå en anelse under niveauet fra ”King of the Grey Islands”, hvor Lowes fremførelse af melodilinjer, der oprindelig var skrevet til den afgåede sanger Messiah Marcolin, gav albummet et skær af manisk excentriticet, som ”Death Magic Doom” strømlinede en smule. Kompositioner af knusende, episk tyngde med et aldrig svigtende øre for melodi og en Rob Lowe i fortsat topform.
 05. Simon Finn - Rats Laugh Mice Sing
Simon Finn var som vanligt bitter, resigneret og melankolsk, og som vanligt medførte det et album af høj klasse. Det nåede - i kraft af lidt færre fremragende sange og en ikke helt vellykket produktion – ikke højderne fra hovedværket ”Accidental Life”, men det viste endnu engang, at Simon Finn er en af de bedste nulevende singer/songwritere.
Læs anmeldelse
 04. Heaven and Hell - The Devil You Know
Black Sabbath med Dio – atter under navnet Heaven and Hell – udgav deres fjerde fuldlængde sammen. ”The Devil You Know” var en eksemplarisk lektion i, at man ikke behøver være spor ungdommelig for at excellere i metallen. Albummet besidder en monumental tyngde og en sikkerhed i udførelsen, som kun meget få bands kan matche. At Dio er født i 1942 kunne ikke høres: manden synger som en gud. Iommis riffing er stadig urørlig, og Geezer Butlers og Vinny Appices rytmegruppe er bundsolid. En lidt trist eftersmag blev det dog til, da Dio mod slutningen af året fik konstateret mavekræft. Forhåbentlig klarer han den; hvis ikke, vil ”The Devil You Know” stå som et imponerende testamente.
 03. Masters of Reality - Pine / Cross Dover
Verdens mest undervurderede rockband fortsatte sit sørgeligt upåagtede triumftog med det første regulære album i otte år. Bag den relativt simple, bluesrockede tilgang lurer kraut- og progrock og i et særegent univers, hvor morfars morfarrock er ved at gå op i limningen af bare særegen skørhed.
Læs anmeldelse
 02. Astra - The Weirding
En af årets store overraskelser var amerikanske Astras monster af en progressiv rock-debut. Albummet udkom på Lee Dorrians (Cathedral) Rise Above-label, der sidste år udgav Diagonals imponerende debut inden for samme genre. Dorrians progøre må siges at være et af de bedste i disse år. Astra (og Diagonal) virker ikke så interesserede i ultratekniske ekskursioner som mange af genrens udøvere de seneste 15 år. Hovedvægten ligger på atmosfære på dobbelt-lp'ens 8 sange, hvor mellotron-, moog- og guitarorgierne danner grobund for en række fornemme sange, der vækker mindelser om en fusion af King Crimson (hvor ”Diagonal” minder mest om King Crimsons ”Red”, minder ”The Weirding” snarere om King Crimsons to første album), Pink Floyd og Black Sabbath. Albummet er rystende godt.
 01. Current 93 - Aleph at Hallucinatory Mountain
Til min store skam fik jeg aldrig skrevet en anmeldelse af dette album. Det skyldtes, at jeg ikke helt kunne komme ind under huden på det. David Tibet og band foretog nemlig et kursskifte med jazztrommer, elektronisk psykedelika og knusende tunge guitarer, der ville kunne skræmme Satan selv, i en meget egensindig dommedagsrock. På trods af egensindigheden lød Current 93 dog også lidt rigeligt meget som et regulært band og ikke helt så idiosynkratisk som tidligere, og det selvom konceptet var kryptisk selv efter Current 93s standarder. Derved går lidt af Current 93s Current 93-hed i mine øjne tabt. Det er et af de svagere regulære album i de sidste 15 år, men det er ærligt talt også urimeligt af mig at forlange det perfekte hver eneste gang. Current 93, der er lidt mindre Current 93 end tidligere, er stadig bedre end stort set alt andet, og det gælder også for ”Aleph at Hallucinatory Mountain”, der, alle indvendinger til trods, er årets bedste album.
Koncerter
01. AC/DC, Parken
Jeg har ventet på at se AC/DC, siden jeg var 12 år gammel. Det burde sådan set være begrundelse nok. Egentlig virkede det som om, AC/DC kørte lidt på rutinen. Men AC/DC på rutinen er bare så forbandet godt, at det ikke for alvor trækker ned, simpelthen fordi materialet er så bundsolidt som bornholmsk klippegranit, og fordi bandet swinger som ingen andre. Ethvert forsøg på at beskrive magien ved denne koncert kommer til at bringe en Steffen Jungersen frem i mig; lad mig bare konkludere, at koncerten var en meget, meget stor oplevelse.
02. Teenage Bottlerocket, Støberiet
Hvis mine forventninger til AC/DC var ulideligt store, var de nærmest ikke-eksisterende, da et par venner overtalte mig til at se Teenage Bottlerocket en regnvåd og tømmermandsramt søndag i røvsyge februar. Jeg kom ikke til at fortryde, at jeg lod mig overtale. Ekstremt effektiv og skarptskåren poppunk, der på en lille times tid forvandlede mit ret så søndagsramte humør til akut festtilstand. At man med så begrænsede udtryksmidler som genren har kan skabe noget så sublimt, går stadig over min forstand, men jeg tror det har noget at gøre med den uhørt skamløse poppethed. Under alle omstændigheder er det skørt, at Teenage Bottlerocket ikke er større end de er.
03. Dragontears, Pavilion, Roskilde Festival
Dragontears havde fået den utaknemmelige opgave at spille lørdag nat kl. 3. Det førte til en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har set med et dansk band (overgået af Aron på Studenterhuset i 2008 og Spids Nøgenhat på Stengade 30 samme år – symptomatisk nok går størstedelen af musikerne i Dragontears igen i disse to bands). En time i den psykedeliske himmel med en velvalgt setliste bestående af egne numre, Spids Nøgenhat-sange og Dragontears' formidable cover af Bob Dylans ”Masters of War”. Og så kunne man endda gå ud i solopgangen lige efter koncerten.
Spotlight
 Dave Bixby - Ode to Quetzalcoatl / Harbinger: Second Coming
Man skulle ikke tro, der gemte sig flere fund i de efterhånden godt gennemgravede musikarkæologiske marker. Dave Bixbys bælgravende mørke mesterværk ”Ode to Quetzalcoatl” er et eksempel på det modsatte. Albummet har cirkuleret i blogosfæren i nogle år, og originalen af den private presning er gået for over 10.000 kr. Den blev oprindelig indspillet i 1969, hvor Dave Bixby kom ud af et narkotikamisbrug og fandt Gud. Det er vist meningen, at albummet skal fejre dette, men i stedet er sange som åbneren ”Drug Song” emblematiske med dens sparsomme guitarakkompagnement (på nogle sange er Bixbys guitar dog ledsaget af Brian MacIness') og den ekkobadede, livstrætte vokal, der synger tekstlinjer som ”I'm no longer a person / I can't even feel”. Dæmonerne er langtfra bortexcorserede. Det er et nærmest sygeligt dystert, isoleret og verdensfjernt album, der lyder som om Bixby er på randen af selvmord, Gud eller ej. Hvis genudgivelsesindustrien – i dette tilfælde Guerssen Records fra Spanien – kan vedblive at finde album, der blot er halvt så forstyrrede og triste og vellykkede som dette, så kan musikarkæologerne se frem til mange gode år.
Efter ”Ode to Quetzalcoatl” begyndte albummets producer Don DeGraaf at forme en kristen kult omkring sig. Han pressede Bixbys musik over i triorformatet med gruppen Harbinger, der talte Bixby og MacIness samt DeGraaf selv på bas og vokal. Musikken og teksterne blev en del mere opløftende – og mindre deprimerende – hvilket giver ”Second Coming” er vel didaktisk præg. Selvom det ikke er et nær så godt album som ”Ode to Quetzalcoatl”, fornægter albummets særegne kvaliteter sig ikke; til tider minder det om et kristent modstykke til Changes' sataniske hippiehymner på deres ”Fire of Life”-album, der blev optaget omtrent samtidig med ”Second Coming”.
Årets overraskelse
 Den danske musikscene i almindelighed
Jeg har godt nok ikke nogen danske album på min top 10, men det skyldes ikke mangel på kvalificerede kandidater.
The Village Idiot (Læs anmeldelse) fik en fin debut (med et tudegrimt cover), der lød som en blanding af Angels of Light, Nick Cave og stodder-country; resultatet var en hel del bedre, end det lyder på papiret. Julie Bos debutkassettebånd (Læs anmeldelse) lovede i dets bedste øjeblikke rasende godt for den unge folksangerinde. Den noget ældre (neo)folksanger og -guitarist Kim Larsens (Of the Wand and the Moon) sideprojekt Solanaceae (Læs anmeldelse) viste en mere psykedelisk Larsen, og det klædte ham, på et af karrierens bedste album.
Larsen er også med i doom metal-bandet Black Wreath, der sammen med Altar of Oblivion stod for nogle af årets bedste album (og debuter) i doom metal. Metallen havde det i det hele taget godt i 2009, hvor Leathervein (Læs anmeldelse) pikkede den løs på deres selvtitlede bøllerock/metal/punk-album og Serpent Saints' (Læs anmeldelse) debut-ep – et kærlighedsbarn med NWOBHM som far og speed metal som mor – var mere end almindeligt lovende og manglede meget lidt i kompositionerne (og en ny sanger, men en sådan er vist heldigvis på vej) for at kunne blande sig i den absolutte top. Den top tilhører veteranerne i Artillery, der lavede et fornemt comeback med ”When Death Comes”.
På syrerockfronten skuffede Baby Woodrose en smule, men mest fordi det ikke lykkedes at overgå Chasing Rainbows; til gengæld udkom hele to stk. ”Summer Sessions”, hhv. vol. 2 og 3, fra Causa Suis krautjammende hænder, og det var bestemt ikke for meget. Morten Barfoeds psykedeliske loner folk-optagelser fra 80'erne udkom under titlen ”No Sign of a Sign”, og det var en ofte gribende udgivelse.
I et år med mindre konkurrence end 2009 kunne flere af disse mange titler snildt have sneget sig ind. Det gjorde de ikke, men der er alligevel grund til en vis glæde, når så mange danske titler viser sig at være så gode, som tilfældet er.
Årets skuffelse
Jeg kan ikke rigtig prale af for alvor at være skuffet i år. Iced Earth leverede en koncert i Pumpehuset, hvis første halvdel var tæt på det perfekte men hvis anden halvdel faldt lidt til jorden; at være efter Iced Earth for tredje år i træk synes dog lidt hårdt. Jeg overvejede også Current 93s ”Aleph at Hallucinatory Mountain”, men når den er nummer 1 på min årsliste, kan det også virke lige mavesurt nok. Antony & the Johnsons havde jeg delvist opgivet, så det var vel nærmest en positiv overraskelse, at ”The Crying Light” oftest holdt et markant højere niveau end ”Another World”-ep'en. Den store skuffelse udebliver i år.
|
