Som forventet kom 2009 på ingen måde til at overgå det bæst af et år, som var 2008. Det ville da også være meget forlangt, når nu 2008 bød på højkvalitetsudspil fra både AC/DC, Opeth, Metallica, Whitesnake, Guns 'n' Roses, Uriah Heep, Slipknot, R.E.M., Black Mountain, Cynic, The Raconteurs, og jeg-kunne-blive-ved. Ikke desto mindre var kvalitetsstandarden i 2009 dog generelt glimrende, og et par enkelte udgivelser overraskede i nærmest foruroligende høj grad. En håndfuld honorable mentions går ud til boblerne W.A.S.P., Sonata Arctica, Nile, Savage Circus og Goatwhore, som ikke kom på listen trods solide udspil. Og endelig vil jeg gerne beklage - overfor både nærværende liste og især mig selv - at jeg ikke fandt lejlighed til at tjekke de nye udspil fra Chimaira, Wolfmother, KISS og Dream Theater ud. Det bliver hermed udfaset i et nytårsforsæt, der med garanti skal blive overholdt.
Album top 10
 10. Porcupine Tree - The Incident
Progpoprockpsychmestrene Porcupine Trees nyeste udspil er som at høre den formidable forgænger "Fear of A Blank Planet" ('07) løftet i anden potens: Et både bedre skrevet og produceret konceptalbum bestående af 14 sammenhængede numre på en lille times tid. - Og derudover en bonus-CD med fire andre nye, men udenforstående sange. Hovedskivens flow og kontinuitet er langt mere effektivt glidende end på "... Blank Planet" og tematikken både mere vidtfavnende og langt fra lige så åbenlys. Porcupine tilhører fortsat progrockens finere halvdel, og de er fortsat godt på vej mod dens absolutte elite.
 09. Riverside - Anno Domini High Definition
Hvis man syntes, at Riversides hidtidige udgivelser var snørklede og svært tilgængelige, er "Anno Domini..." noget nær kaotisk. Det vil sige, det er den under alle omstændigheder. Somme tider er det hele snarere bare rodet, end det er komponeret. Men der er naturligvis guf at hente for den tålmodige og tolerante lytter, hvad end denne måtte være garvet progfan eller ej. Søg, og du skal finde. Newbies bør dog starte med "Rapid Eye Movement" fra 2007.
 08. Voyager - I Am the Revolution
Australiens bedst bevarede hemmelighed? Voyagers musik er først og fremmest melodisk og fængende, men det bliver aldrig på en irriterende bekostning af den gode smag. Den spacede sound og de progressive elementer udgør et smagfuldt og velfungerende komplementærmomentum til de bevidst pæne og højtidelige melodier, ligesom keyboard og guitar stort set deles om pladsen i lydbilledet. Tjek dem ud - men start med "Univers" fra 2007.
 07. HammerFall - No Sacrifice, No Victory
Endnu en røvfuld gedigne headbangerhymner fra de herlige heavyhelte i HammerFall. Endnu en sikker investering for os, der har deres tidligere skiver på hylden. Endnu et hadeobjekt til de forarmede sjæle, der af uransagelige årsager åbenbart ikke bryder sig om sangbar metal. (Eller hvad deres skide problem så end måtte være. What gives...)
 06. Slayer - World Painted Blood
Slayer kom flot igen med 2006's "Christ Illusion" ovenpå den tilforladelige men jævnt monotone "God Hates Us All" ('01). Det overrasker derfor yderligere, at "World Painted Blood" er deres mest dynamiske og varierede skive siden mesterværket "Seasons In the Abyss" ('90). Thrashen lever og har det om ikke bedre end nogensinde, så i hvert fald langt bedre, end man kunne forvente ovenpå 90'erne. Det tegner godt for The Big Four-shows'ene, det her!
 05. Amorphis - Skyforger
Siden deres albumdebut i '92 har Amorphis præsteret ikke at udgive én eneste bare tilnærmelsesvis dårlig plade. En smuk tradition, som på smuk vis holdes i hævd med "Skyforger". Den progressive linie forfølges på bandets 9. studieplade, der næsten er lige så kompleks, som den er velklingende. Amorphis er det endegyldige bevis på, at der hverken er retfærdighed eller tilstrækkeligt med god smag til i verden, for de burde afgjort være større, end de er nu.
 04. Heaven and Hell - The Devil You Know
Iommi, Butler, Appice og Dio leverer bibelsort englelyd direkte fra heavyhimlen. At fire ældre herrer har formået at lave noget så fedt som dét her er for så vidt noget nær uhørt, men at "The Devil You Know" samtidig er tungere end alle andre udgivelser i 2009 tenderer vanvid. Bandets gennemsnitsalder ligger omkring de 60, og Ronnie James Dio har for nyligt fået konstateret mavekræft, - men stod det til undertegnede, blev dette ikke det sidste udspil fra Heaven and Hell.
 03. Megadeth - Endgame
Det mest stilsikre og helstøbte album fra Mustaine & co. siden klassikeren "Countdown To Extinction" ('92). Alting er i top. Megadeth har sjældent lydt så meget som sig selv. Havde "Endgame" været udgivet i 80'erne, var Megadeth et større og mere respekteret band den dag i dag. 'Nuff said.
 02. SAXON - Into the Labyrinth
Gode gamle SAXON har haft et ganske forrygende årti. Udgivelseskvotienten har dalet en anelse, men kvaliteten har til gengæld været den højeste siden de famøse første fem år af 80'erne. "... Labyrinth" er en både overraskende, passende og værdig kulmination herpå. Tung, bluesy rock'n'roll går med powermetalliske armsving hånd i hånd med slavisk-traditionel ærkeheavy på SAXONs bedste album i det 21. århundrede. Hvis du ikke kan lide dét her, er der en god sandsynlighed for, at du i det hele taget ikke kan lide heavy metal.
 01. Alice In Chains - Black Gives Way To Blue
Her i disse genforeningsår, hvor selv Queen og Led Zeppelin har givet koncerter, har selvfølgelig også Alice In Chains fundet sig en ny forsanger. Men at denne lyder som snydt ud af næsen på salig Layne Staley, samt at comebackskiven ydermere ville blive mindst lige så fremragende som AIC's klassiske grunge-trekløver fra 90'erne, er det sandsynligvis højst bandet selv, der har haft den fjerneste anelse om. Jerry Cantrells idéer er stadig både grænsesøgende og originale, og den elskede AIC-sound er fremfor alt intakt. "... Way To Blue" lyder som var intet hændt i løbet af de 15 år, der er gået siden AIC's forrige opus. Det her er ikke blot årets udgivelse, men årtiets mest vanvittige comeback.
Koncerter
01. AC/DC, Parken
Det var min første gang. Og selvom der hjertens gerne må komme flere, vil den efter al sandsynlighed komme til at stå som den suverænt bedste.
Mine forventninger havde jeg ikke turdet sætte for højt. Jeg VILLE ikke skuffes. Ikke til denne koncert. Men mine forhåbninger var højere, end jeg måske selv har været klar over før den dag i dag. - Og de blev mere end indfriet til fulde. D. 19. juni 2009 husede Parken en sejr større end nogen fodboldtriumf, nemlig AC/DC's definitive demonstration af deres absolutte overlegenhed over samtlige andre rockbands nogensinde. 40.000 mennesker fik sparket røv efter noder, og jeg selv nød bogstavelig talt hvert eneste sekund. AC/DC leverede en ubetvivlsom, ubønhørlig og fandenivoldsk lektion i, hvordan vaskeægte 24-karats Rock 'N' Roll skal og bør, - ja, VIL, - spilles. Energien var rødglødende; sætlisten var enhver rockfans vådeste drøm; sammenspillet var uhyggeligt præcist, og kemien mellem band og publikum var elektrisk, - nærmest håndgribelig. I løbet af samfulde to gennemført vidunderlige timers hard rock-historie, antog stemningen på det nærmeste ceremonielt-transcendentale proportioner.
"I could be in a rock 'n' roll dream" lyder et omkvæd fra de aldrende australieres seneste superskive. Og det var præcist sådan, jeg havde det, efter de sidste toner af "For Those About To Rock (We Salute You)" var ringet ud denne magiske fredag aften, som med garanti kommer til at gå med mig i graven. Hvad I end har set i 2009, har det ikke været halvt så fedt.
02. Krump, Københavns Musikteater
Det var smukt; det var sejt; det var tryllebindende. Jeg har ikke hørt så god livelyd siden Roger Waters i '06 - og for den sags skyld heller ikke før Tool i '01. Og jeg havde aldrig regnet med, at en koncert med siddepladser - endda til bare 150-200 stykker - både kunne være så intens og afføde så varm, højstemt og taknemmelig en publikumsrespons. - En respons som kulminerede i stående bifald og fællessang længe efter, bandet havde forladt scenen. Krump burde virkelig blive det næste store danske rockband. Hold øje med dem - og hold øje med Transmission for en anmeldelse i løbet af februar.
03. SAXON, Wacken Open Air, Tyskland
Det var publikum selv, der havde stemt om numrene til SAXONs 30-års jubilæumskoncert på Wackens 20-års jubilæum. Ét nummer pr. skive. Bandet selv havde spædet op med en selvvalgt hitklassiker pr. mand, og det deraf følgende sæt decideret smadrede ethvert andet på hele festivalen. Og når man dertil lagde en energisk, ærkerutineret performance samt et veritabelt flammehav af et ildshow, der må have givet enhver tilstedeværende pyroman serieorgasmer, ja, så var der ganske enkelt, som vores forhenværende statsminister i flæng bedyrede, ikke noget at komme efter. - Altså for nogen af de andre optrædende. Publikum, derimod, fik ikke blot den bedste SAXON-koncert nogen fan kunne have ønsket sig, men den bedste koncert på hele Wacken 2009.
- Og det på en festival, hvor det ene supershow ellers stod i kø for at overgå det andet. Personligt havde jeg set allermest frem til Running Wilds afskedskoncert, og stærk som denne ellers bestemt var, gjorde Heaven and Hell det klart få minutter senere samme aften, at metal ligesom god whisky bare bliver bedre med alderen. Også det nye oldschool-heavy/black-projekt Sarke overraskede mere positivt, end jeg overhovedet kunne have håbet på, og Volbeats massepsykoseinducerende rock'n'roll-opvisning lagde i en vanvittig 1,5 time hele festivalen på den anden ende. Men efter sidste aften stod det klart for de fremmødte, at ingen andre havde nogetsomhelst på almægtige SAXON, der på smuk og passende manér gjorde rent bord ovenpå en Wacken, der bliver ualmindeligt svært at trumfe i de kommende år.
Spotlight
 Manowar - Thunder In the Sky EP
Det er første gang, jeg bidrager til denne kategori, og der er en god chance for, at det også bliver den sidste.
Hvorfor?
Fordi jeg rent ud sagt ikke gider alle de dersens små, upraktiske skodformater. Singler, EP'er, 7"'er, 10"'er, mini-CD'er... Fri mig for det. Sidste år KUNNE jeg have bidraget med Porcupine Tree-EP'en "Nil Recurring", men eftersom det er så sjældent, jeg overhovedet hører en EP, havde jeg rent ud sagt glemt alt om den. EP-formatet er essentielt en undseelig størrelse og generelt noget lidt nipsoidt nørderi. Hvis man har så mange penge, at man rent faktisk render og køber nye EP'er, 7"'er og hvad-ved-jeg, bedes man skrive til blackshawarma@hotmail.com og udbede sig et kontonummer med henblik på en finansiel donation, så JEG kan få råd til nogle fucking studiealbums - hvorpå en EP forresten ideelt set burde befinde sig som bonus-CD. Så smed jeg iøvrigt gerne en 20'er ekstra.
Nå. Men hvis der er nogen, der rent faktisk formår at give en EP en smule starquality, er det naturligvis Manowar. Ligesom "Sons of Odin"-EP'en ('06) er "Thunder In the Sky" en dobbelt-EP. Denne gang er den ekstra skive ikke en DVD, men en CD indeholdende Manowars seneste verdensrekord: Balladen "Father" indspillet på intet mindre end 15 forskellige sprog, bl.a. græsk, tyrkisk, finsk, japansk, kroatisk og norsk. Hoved-CD'en indeholder fire nye glimrende studienumre plus den engelske version af "Father" og en genindspilning af klassikeren "The Crown and the Ring", så der er rent faktisk tale om et solidt produkt, som selv jeg måske ville overveje at investere i, hvis prisen var rigtig. Faktum er desværre bare, at de her formatløse formater generelt bare koster for meget ift. det reelle indhold. Ikke engang Manowars EP'er er en undtagelse.
Årets skuffelse
Jeg har rent faktisk været så heldig ikke at have hørt en eneste skuffende nyudgivelse i løbet af 2009. Det vil sige, Sepultura og Marilyn Manson udgav et par ret så middelmådige skiver, men jeg havde aldeles heller ikke forventet andet. Tværtimod har 2009 overrasket ganske positivt, thank you very much.
I hvert fald på selve udgivelsesfronten. Hvad angår branchebossernes paranoidt omklamrende forhold til musikken, er det en ganske anden sag. Voice-over-promoer, fade-promoer, split-track-promoer o.l. har længe været en realitet, og tendensen ser desværre kun ud til at gå videre ned ad samme ulyksalige sti. Roadrunners nye kopisikrede promoer er ulæselige i adskillige CD-afspillere og computere, - hvilket iøvrigt var grunden til mine tidligere nævnte KISS- og Dream Theater-miss-outs, - og Demolition Records havde valgt at udstyre den nye W.A.S.P.-skive med jævnt fordelte små pauser i hvert nummer. At man ikke har større tiltro til anmelderne end dét, er i min optik direkte uprofessionelt. Frygten for fildeling synes at tiltage drastisk, og pladeselskaberne har åbenbart endnu ikke indset, at hele det hersens internet-fænomen nok er kommet for at blive; at man lige så godt kan prøve - i det mindste bare prøve - at se muligheder frem for begrænsninger, og at der sjældent har været den store fremtid i at være reaktionær.
I den modsatte grøft annoncerede Century Media for nylig, at alle promoer fremover kun ville være digitalt tilgængelige pr. eksklusive anmelder-iPools. Den slags forekommer mig både enormt småligt, og synes på et andet plan også som et helt forkert skridt ift. det fysiske musikmedies fremtid, der i forvejen ikke tegner alt for lys. Igen skinner mistroen igennem - ikke bare overfor os anmeldere, men hele klientellet. Jeg ser muligvis ikke sagen fra tilstrækkeligt mange sider, og jeg ved ikke, hvad løsningen på det helt store problem er. Men jeg ved, at dét her så afgjort er et sidespor.
Årets overraskelse
Alice In Chains - Black Gives Way To Blue
Som allerede vagt antydet er AIC's comebackskive mere end almindeligt overraskende. At AC/DC efter 8 års stilhed har kunnet vende tilbage med materiale af så høj kvalitet, som tilfældet er, er en ualmindelig stærk bedrift. Men at AIC udgiver årets bedste album, der lyder fuldstændig som dem selv trods næsten dobbelt så lang tids stilstand OG en død eks-forsanger, er direkte sindssygt. Der kan og bør siges meget om "... Way To Blue", men jeg er efterhånden træt af at høre på mine egne evindelige lovprisninger af den, så det vil jeg lade være med...
Et par andre yderst positive overraskelser i 2009 har været et par skiver, jeg har opdaget, som slet og ret bare har været et par glædelige øjenåbnere. De er begge fra 2006:
Svenske Memfis lyder som en blanding mellem Opeth og Dillinger Escape Plan, dog uden sidstnævntes math-overkill og uudholdelige vokal. Deres eneste skive "The Wind-Up" er den mest velskrevne, velspillede og i det hele taget lovende debut, jeg har hørt siden Slipknots selvtitulerede fra '99. De må meget gerne komme med en opfølger meget snart, tak. Og de må meget gerne blive meget store, tak.
Den trofaste Transmission-læser vil sandsynligvis mindst én gang være stødt på David Tibets neofolkprojektfænomen Current 93, hvis sælsomme apokalypse "Black Ships Ate the Sky" sidste år omsider fandt og fascinerede denne skribent. Det vil sikkert glæde en vis hr. Mads Pedersen, uden hvem Transmission sammenlagt havde været foruden snart en mindre roman af Current 93-anmeldelser og -referencer. |
