Af de nyligt udgivne årslister fremgik det, at Transmission redaktionen var rimelig godt tilfredse med musikåret 2009. Imens man glæder sig over det, kan man jo passende begynde at se frem til alt det, 2010 forhåbentligt kommer til at byde på. Heldigvis bliver en del af årets højdepunkter som regel leveret fra en uventet kant i form af en debut-udgivelse eller blot et band, der af den ene eller den anden grund hidtil er passeret under radaren. Den slags er det selvsagt svært at få øje på i krystalkuglen, men det skal ikke afholde os fra at skrive om de albums, vi allerede nu har høje forventninger til.
Tobias Bendixen
1. Swans – TBA
Allerede i starten af året kom den, for de fleste, ekstremt overraskende nyhed, at Michael Gira har genoptaget sit gamle projekt Swans, både som indspillende og turnérende band. Line-up'et indeholder blandt andet guitarist Norman Westberg, der har været med helt tilbage fra Swans' mesterværk af en debut LP, ”Filth”, samt nyere Swans og Angels of Light medlemmer. Mest åbenlyse udeladelse er selvfølgelig Jarboe, der spillede en prominent rolle på de fleste Swans udgivelser. Swans leverede i sin levetid det ene fantastiske album efter det andet, og op til flere deciderede mesterværker, og Giras senere plader med Angels of Light har bestemt også været af høj klasse. Jeg føler alt mulig grund til at forvente, at Swans leverer et af årets bedste album!
2. Grinderman – TBA
Bad Seeds' garage spin-off band, Grinderman, debuterede for et par år siden med en fabelagtig selvbetitlet plade, der rockede, så man troede, det var løgn. Faktisk står det for undertegnede som det stærkeste album fra Nick Caves hånd i 00'erne. Det viste sig da også at have ret stor indflydelse på det følgende Bad Seeds album, ”Dig, Lazarus, Dig!”, der på mange områder kom fra samme møgbeskidte sted som Grinderman – uden dog at gå helt så meget til den som på eksempelvis ”No Pussy Blues”. Ifølge altmuligmand Warren Ellis blev Grinderman album nummer to indspillet allerede i august sidste år, men der er underligt nok ikke kommet en officiel udmelding om udgivelsesdato. Nick Cave har eftersigende sagt, at det er ”the greatest fucking record ever recorded”, og ifølge Ellis skulle det være ”stoner rock meets Sly Stone via Amon Düül” - og det lyder jo alt sammen meget lovende.
3. Liars – Sisterworld
Liars' ”Drum's Not Dead” står for undertegnede som et af de absolut bedste albums fra sidste årti – hvis ikke DET bedste. De formåede virkelig at blande inspiration fra blandt andet This Heat og Sonic Youth anno midt 80'erne med noget, der var deres helt eget, og endte med et resultat langt ud over det sædvanlige. Selvom det sidste Liars album (blot kaldt ”Liars”) var en mild skuffelse set i forhold til den foregående, har jeg stadig høje forventninger til det kommende album - ”Sisterworld”. Bandet har frigivet to numre på Myspace, og de dæmper absolut ikke forventningerne. Som vanligt går Liars umiddelbart i en ny retning, samtidig med det er umiskendeligt Liars, begge dele er naturligvis yderst ønskværdigt.
Morten Block
1. Fields Of The Nephilim - TBA
Opfølgeren til ”Mourning Sun” fra 2005 skulle efter sigende lande på disken i år. Til trods for en stribe FOTN koncerter de sidste par år, har man ikke på noget som helst tidspunkt hørt nogle nye numre eller andet, som kunne skabe gisninger om, hvordan pladen kommer til at lyde. Kun et radiointerview fra Hellfire Festival II har givet lidt information om den kommende plade, og noget siger mig, at den lydmæssigt kommer til at følge i fodsporene på ”Mourning Sun”. Spændende bliver det også, hvorvidt det kun er sanger Carl McCoy, som er med på pladen, eller om de nuværende livemedlemmer får lov at få lidt indflydelse.
2. Brendan Perry - Ark
Nu skulle den være ganske sikker. Efter solo debuten ”Eye Of The Hunter” fra 1999 er det endelig og langt om (ufatteligt) længe blevet tid til den næste skive. Brendan Perry har selv udråbt marts til at udgivelsestidspunktet, så der er heldigvis ikke længe til, og mens man venter, kan man heldigvis fornøje sig med sangen, som allerede ligger på hans officielle hjemmeside. Det bliver interessant, om resten af ”Ark” kan holde den samme høje standard som det nummer, og skulle den gøre det, er noget rigtig stort i vente. En turne sammen med Peter Murphy (Bauhaus) skulle også finde sted i 2010. Sådan Brendan!
3. Les Discrets - Septembre et ses dernières Pensées
Når 2/3 af medlemmerne har fortid i bands som ”Alcest”, ”Amesoeurs” og ”Peste Noire”, kunne man måske godt allerede forestille sig i hvilken retning, debuten fra ”Les Discrets” vil udvikle sig. Split udgivelsen med netop førnævnte ”Alcest” som på Prophecy Records i november 2009, viste dog en noget mere rolig og knap så støjende form for (shoegazer) black metal end forventet og viser med alt tydelighed, at vi ikke har fat i en klon af nogen art. Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg har ret store forventninger til denne skive.
Kun tiden vil vise, om det holder stik.
Andreas Kielland
1. Krump - S/T
Hvis der er bare en lille smule retfærdighed til i verden, bliver Krump det næste store danske rocknavn. Den Århus-baserede sekstet kommer vidt om sig i et eklektisk univers af rockeksperimenter, som omfavner både blues-melankoli, rock'n'roll-attitude, country-støvet prærieluft, hård metalspade og værtshuspoetisk atmosfære á la Tom Waits. Hele albummet kan høres på www.krump.dk, men lad det for himlens skyld ikke afholde nogen fra at investere i selve skiven, som udkom den 1. marts - Den kunne gå hen og blive årets udgivelse.
2. Iron Maiden - The Final Frontier
Der er dog naturligvis en fare for, at utrættelige Iron Maiden når at overhale Krump indenom, når deres nye studieplade udkommer engang til efteråret. Maiden har turneret stort set konstant i de forgangne tre år, hvilket som sædvanligt ikke har levnet tid til sangskrivning, så forventningerne ovenpå de ihærdige heavyheltes forrige langspiller, mesterværket "A Matter of Life and Death" ('06), har haft tid til at stige til helt urimelige højder. Vi fans må pænt forvente en plade på kvalitetsmæssigt niveau med "Dance of Death" ('03).
3. Deftones - Diamond Eyes
Der er også gået fire år siden forrige udspil fra Sacramentos navnkundige indie-metallere Deftones. Dette skyldes dog til dels det biluheld, der overgik bassist Chi Cheng i november 2008 og efterlod ham ved minimal bevidsthed. Siden udskød resten af bandet af kreative årsager den ellers planlagte "Eros" og startede fra bunden med den nu kommende "Diamond Eyes", som er sat til at ramme gaderne den 18. maj. En ny, ganske lovende sang, "Rocket Skates", kan downloades her. Donationer til Chi Chengs behandling kan foretages her, hvor der også kan læses mere om selve hændelsen samt hele forløbet.
Mads Pedersen
1. Current 93 - BS:SO / TBA
Titlen på Current 93s kommende album ligger vist endnu ikke helt fast. Den bliver sikkert den mindste overraskelse fra David Tibets orkester, der (som altid) synes at være inde i en rivende udvikling, altid i gang med en ny transformation (og, hvis man kan lide Current 93 så meget som jeg: altid i gang med en ny transfiguration). Senest tog gruppen en retning mod tung prog-rock og post-metal på det svært definerbare album ”Aleph at Hallucinatory Mountain”.
Hvordan hallucinationerne denne gang vil forme sig er uvist, men jeg tager, endnu engang, gerne del i dem. Vi har at gøre med et af de musikalske projekter, man aldrig ved hvor man har, som altid bevarer essensen af sig selv, og aldrig rigtig lyder som noget andet.
2. Roky Erickson with Okkervil River - True Love Cast Out All Evil
Det er 14 år siden, Roky Erickson sidst udgav nyt studiealbum (den formidable ”All That May Do My Rhyme"). Siden - bl.a. takket være dokumentarfilmen ”You're Gonna Miss Me” - er anerkendelsen kommet, Erickson lader til at være i stabil tilstand og han har sågar tourneret i de senere år, bl.a. med en glimrende koncert på Roskilde Festivalen i 2007 til følge.
På ”True Love Cast Out All Evil” bakkes han op af det ret så fine americanaband Okkervil River, der ligesom Erickson stammer fra Austin, Texas. Det svækker ikke appetiten. Der har tidligere været rygter om, at Erickson arbejdede på et album med ZZ Top-guitaristen Billy Gibbons, men det lader ikke til, at han er med her.
Skønt der er tale om et nyt album, er der dog ikke tale om nye sange; materialet stammer fra slutningen af 60'erne og starten af 70'erne, fra tiden omkring The 13th Floor Elevators' opløsning og Ericksons ophold på sindssygeanstalten, hvor han var indlagt efter at være blevet taget for marihuanabesiddelse.
De tidligere udgivne optagelser fra tiden herfra viser Erickson som en sublim singer/songwriter, med hjerteskærende optimisme og sårbarhed i stemmen. Det er formentlig den linje, ”True Love Cast Out All Evil” fortsætter, frem for den mere strømførende Erickson man så på Roskilde Festivalen. Og det er godt, for det er her, Erickson er bedst.
3. Blood Axis - Born Again
Industrial/neofolk-legenderne Blood Axis er klar med det første regulære studiealbum siden debuten ”The Gospel of Inhumanity”, der kom helt tilbage i 1995. Her fusionerede Blood Axis pompøs, klassisk musik med industrial og såkaldt konservativ avantgarde, og blev stilskabende på den front. De er forsøgt efterlignet af mange, men de færreste når dem til sokkeholderne. Siden har Blood Axis udgivet det langt mere neofolkede livealbum ”Blot: Sacrifice in Sweden” (1998), der for mig at se er diskografiens hovedværk, samt det eksperimenterende neoklassiske ”Absinthe: La Folie Verte” (2001), et samarbejde med franske Les Joyeaux De La Princesse.
De senere års indspilninger tyder dog snarest på, at neofolkstilen fra ”Blot...” fortsættes, dog med en mere organisk og varm lyd, der kan minde om en blanding af ”Blot...” og Woven Hand. De hidtil offentliggjorte lydbidder og sange lover godt. Den lange ventetid kan ellers godt sætte forventningerne lidt ned: er Blood Axis overhovedet relevante på dagens scene efter så lang tids venten i kulissen? Men de offentliggjorte bidder tyder på, at gruppen snarest har finpudset deres udtryk. |
