Da Lenny Kaye og Jac Holzman i 1972 kompilerede den legendariske ”Nuggets” opsamling, der bestod af garagerock fra 1965-68, introducerede de sangene for den spirende generation af punkrockere, der tre-fire år senere skabte deres egen genre – blandt andet med afsæt i de selvsamme numre, der var at finde på ”Nuggets”. Umiddelbart virker det ikke som om, der var så langt fra '68 til '72, men den oprindelige garage- og psych-rock var i høj grad blevet korrumperet på det tidspunkt. ”Nuggets” var med til at genintroducere den oprindelige råhed, simplicitet, nødvendighed og desperation, der skulle blive udgangspunktet for punk, og hjalp i høj grad med til at sikre numre som The Seeds' ”Pushin' Too Hard” og 13th Floor Elevators' ”You're Gonna Miss Me” den klassikerstatus, de har i dag.
Den åbenbaring jeg forestiller mig, det må have været at opdage den guldgrube af musik, der er at finde på ”Nuggets” dengang, kan måske sammenlignes med den åbenbaring, det har været for undertegnede at stifte bekendtskab med udgivelserne på Mississippi Records. Udover enkelte udgivelser med nye eller forholdsvist kendte kunstnere, f.eks. Skip James, specialiserer Mississippi Records sig i genudgivelser af ”glemt” musik, som de færreste ville støde på andre steder, og i mange tilfælde måske slet ikke tænke på at kigge efter. Fælles for alle de Mississippi udgivelser jeg har hørt, er en følelse af autenticitet og nødvendighed som er ekstremt sjælden. Det er musik med livet som indsats i yderste potens.
Udgivelserne findes kun på vinyl, er ekstremt flotte og kan fås til en billig penge. ”Always love over gold” står der bag på gospel opsamlingen ”Life is a Problem”, og det er bestemt en filosofi, der kan mærkes på Mississippi-udgivelserne. Coverne er ekstremt flotte, og de fleste plader har en gennemgående, genkendelig æstetik – med håndskrift, collager og kornede fotografier. Der er endda flere af coverne, der har fået tilføjet rettelser med kuglepen, efter de er blevet trykt. Fx på den fantastiske opsamling ”I Don't Feel at Home in This World Anymore”, hvor tracklisten for side et er i forkert rækkefølge, er infoen rettet efterfølgende – på hver enkel plade. Mange udgivelser har op til flere indlæg med info, interviews, billeder og lignende. Alt sammen med til at vise en enorm dedikation, der gør det til en særlig oplevelse at have en Mississippi plade i hånden. Særpræget er ligeså distinkt som hos Factory Records, omend i den nærmest stik modsatte boldgade.
Denne artikel skal selvfølgelig forstås som en opfordring til at udforske den ufattelige mængde af fantastisk musik, som Mississippi Records har leveret – og forhåbentlig vil fortsætte med at levere. Undertegnede har i flere tilfælde købt en plade uden anden basis, end at jeg kunne lide coveret, titlen eller lignende. Den fremgangsmåde har endnu ikke skuffet mig i tilfældet Mississippi Records, men det skal nu alligevel ikke afholde mig fra at komme med en række forslag til, hvor man kan starte.
v/a – "I Don't Feel at Home in This World Anymore 1927-1948"
Nok den mest omtalte Mississippi udgivelse – og det med god grund. En temmelig eklektisk opsamling af blues, cajun, rembetika, gospel og meget andet musik lavet i USA, men i de fleste tilfælde af befolkningsgrupper med tæt tilknytning til europæiske kulturer. Fx stammer cajun-musikken fra den fransktalende del af befolkningen i Louisiana. Højdepunkterne er utallige, men tæller blandt andet calypso-sangeren Wilmouth Houdinis ”Blow Wind Blow”, country duoen Blue Sky Boys' ”Will You Miss Me When I'm Gone”og pladens titelnummer, der leveres af Two Gospel Keys. Hele vejen igennem er det så hjerteskærende smukt, at det er svært at forstå.
v/a – "Oh Graveyard, You Can't Hold Me Always"
Gospel er en genre, jeg aldrig havde troet, jeg skulle blive glad for. I disse tider bliver man nærmest bombarderet med ”Hørsholm Frikirke” varianten i en sådan grad, at det kan være svært at abstrahere fra. Man behøver dog ikke meget mere end de indledende toner af denne opsamling for at komme på bedre tanker. Indledningsnummeret ”Eternal Life” fremført af Mosby Family Singers er ganske enkelt noget af det smukkeste musik, jeg kan komme i tanke om (ja, det er en floskel, der er svær ikke at smide på bordet ofte i denne sammenhæng). Den umiddelbare glæde, som i ”Hørsholm” eller ”Halløj i Klosteret” versionen af gospel som regel kammer over i hysterisk lallethed, overskygges i dette tilfælde oftest af en enorm smerte og fortvivlelse. Når der så sluttes af med et barn, der synger ”We Shall Overcome”, er der ikke et øje tørt.
Abner Jay – "True Story of Abner Jay".
En meget mærkværdig plade. Abner Jay synger, trommer, spiller banjo og mundharmonika – samtidig – på sange som ”I'm So Depressed” og ”Cocaine”. Hans optrædener var tilsyneladende en blanding af temmelig bizarre stand-up agtige rants og sange. Snakkedelen er her nedprioriteret i forhold til sangene, hvilket nok er meget godt, men de glimt, man får af hans snakkerier, er nu ret interessante og mærkværdige og bidrager bestemt til den helt sindssyge stemning, der er på pladen. Medfølgende er fire-fem forskellige inserts, blandt andet et promofoto på fotopapir, og nogle forskellige biografier skrevet af Jay selv. Han påstår blandt andet, at han spiller på sin grandpas gamle banjo, som er ”made in 1748, by the slaves”, og at man ikke har hørt den gamle amerikanske musik rigtigt, før man har hørt Abner Jay. Jay var åbenbart en mand med sans for selvmytologisering, og der er masser af fantastiske øjeblikke på denne plade, der forhåbentligt kan være med til at sikre Abner Jay en status som en af de helt store amerikanske weirdos.
Der er masser af flere anbefalelsesværdige udgivelser fra Mississippi Records blandt andet rembetika opsamlingen ”Mortika”, blues opsamlingerne ”Last Kind Words” og ”I Woke Up One Morning in May”, gospel opsamlingen ”Life is a Problem”, ”What Are They Doing in Heaven Today” af præsten Washington Phillips, der synger og spiller på en slags miniature klaver, ”In Times Like These” af Bishop Perry Tillis, der spiller meget støjende guitar af en præst at være og tonsvis af andre. Heldigvis også en del, som undertegnede ikke er nået til endnu. Jeg er evigt taknemmelig for alt, hvad Mississippi har åbnet mine øjne for indtil videre og håber, foretagendet fortsætter længe endnu. |
