Af Tobias Bendixen
2009 er et godt år for Martin Hall fans. Tidligere på året udgav han det fremragende album ”Hospital Cafeterias” – når det bliver tid til årslister, kan man bestemt læse mere derom fra min pen – og dette efterår beæres vi så med en mindre række af hans ikke just hyppige koncerter. I denne omgang er Hall flankeret af strygere, guitar, klaver, slagtøj og elektronik.
Nu er jeg ikke meget ældre end mesteren selv var, da han allerførste gang sang om ”Avenues of Oblivion” i Danmarkshistoriens mest originale band, Ballet Mécanique – de eneste, der kan gøre dem rangen stridig, er vel egentlig Mercyful Fate, men det er selvfølgelig en anden historie – og dette er således beklageligvis min første Martin Hall koncert. Lad det være sagt med det samme, at koncerten på Hotel Des Nordens så til gengæld indeholdt mere eller mindre alt, hvad jeg nogensinde kunne have håbet på.
Der blev lagt ud med glitchet og knitrende støj fra elektronikbestyreren Mikkel Meyer, og resten af bandet kunne gøre entré sammen med elegantieren. Støjen samlede sig langsomt og blev til ”P.O.”, der vel nok er det bedste nummer på ”Hospital Cafeterias”, efterfulgt af en lille række numre fra de senere år blandt andet en meget smuk ”40 Versions of the Time Before”, ligeledes hentet fra det nyeste album. Herefter skete så det højst usandsynlige, at Hall greb en akkustisk guitar, for at levere noget der næsten kan betegnes som en slags signaturnummer, nemlig ”An Attempt of Interruption”, som en gudeskøn ballade med mandolinklimpren og det hele. I løbet af nummerets gang udviklede det sig til en mere klassisk strygertung version, der kan minde om hvordan nummeret blandt andet lød til Halls koncert i Glyptoteket i 2006. Absolut gåsehudsfremkaldende. Det var således første dybe dyk ned i bagkataloget, og der skulle senere dykkes endnu dybere. Koncerten udviklede sig nemlig ikke til den (hos mig) forventede gennemgang af højdepunkter fra cirka ”Random Hold” (’96) og frem med enkelte afstikkere til den fjernere fortid.
Nej, vi kom mere omkring, end i hvert fald undertegnede nogensinde kunne have forestillet sig. Front and Fantasy hed Halls duo med Martin Krogh, de nåede kun at lave en enkelt sang, ”Treatment”, som tilgengæld er fantastisk. Den fik publikum også æren af at lægge øre til – igen med Hall på akkustisk guitar. I løbet af sættet blev vi også både præsenteret for et af Halls allerbedste numre i form af Under For klassikeren ”Imagine Focus” (hvor Hall for alvor viste, at han var i sit ualmindeligt velsyngende hjørne) og den skønne og meget elegante 80’er popsang ”Crush” fra henholdsvist ”Apparently All the Same” og ”Cutting Through” – begge plader nyligt genudgivet, så det giver selvfølgelig mening, men alligevel utroligt glædelige overraskelser. På dette tidspunkt havde koncerten for længst udviklet sig til at være det ene højdepunkt ovenpå det andet. Det er næsten latterligt at fremhæve noget frem for andet, men jeg kan nu ikke helt lade være, for under ekstranumrene kom nemlig flere overraskelser af de helt store.
Martin Hall annoncerede, at han og bandet nu ville begive sig ud i noget så cheesy som et medley. De ville servere tre sange lige i rap, og der blev da også hentydet, at det muligvis ville være ”some of the very heavy stuff from the past”, som det blev formuleret på et måske lidt overflødigt men meget charmerende engelsk. Der blev lagt ud med ”Eyes and Hands” fra solo debuten ”Relief”, noget mange fans har sukket efter at få lov at høre. Hvem havde troet at Hall ville traktere med netop det nummer fra netop den plade? Hall har ofte givet udtryk for sit noget komplicerede forhold til albummet, blandt andet fordi den for ham hænger sammen med hans mors dengang nylige selvmord. Han lod til at være enormt befriet over endelig at spille en sang fra den periode, og undertegnedes deciderede ekstase bare voksede og voksede. Dårligere blev det bestemt ikke, da det gik op for mig, at næste nummer i rækken var intet mindre end ”Avenues of Oblivion” – den allerførste Ballet Mécanique single – og bestemt leveret med et intensitetsniveau, der ydede den ungdommelige dommedagshymne retfærdighed. Tredje og sidste indslag i medleyet bestod af ”The Mark” fra det skammeligt oversete nummer to Ballet Mécanique eller blot Ballet M., som de kalder sig på omslaget) album, ”For”. Det nummer er en personlig favorit hos undertegnede, og det virkede simpelthen for godt til at være sandt at høre det fremført live. Efter denne respektindgydende voldtægt af sin ungdom forlod Hall og band scenen for anden gang. Et yderst begejstret publikum blev dog ved og ved med at klappe, og en tydeligt beæret Martin Hall blev nødt til at spille en aller aller sidste sang. Det blev ”Silverbox” fra ”Adapter” albummet, og var en glimrende afslutning, selvom vi oplevede koncertens ultimative peak i minutterne inden.
Det var en helt og aldeles overrumplende oplevelse at se og høre Martin Hall live denne lørdag aften lige syd for grænsen. Med et bagkatalog som hans, vil der altid være dele af samme der bliver underprioriteret. På Hotel Des Nordens kom vi dog så meget rundt, som man nærmest kan, hvilket til gengæld betød, at der ikke blev spillet så mange numre fra nyeste album ”Hospital Cafeterias”. Der er mange sange fra det album, jeg gerne ville høre live, men når man blev trakteret med så meget af det absolut bedste fra karrieren, er det umuligt (og absolut også urimeligt) at hænge sig i det. Alle numre blev spillet i markant opdaterede arrangementer og blev ført meget elegant up to date uden at miste den oprindelige magi, der gjorde dem til klassikere til at begynde med. Toppet med en oplagt og ekstremt velsyngende Martin Hall, udgjorde det noget nær en optimal koncert – jeg er lige ved at hive ”årets koncert” kortet op af lommen, det er bestemt et uhyggeligt godt bud i hvert fald – uanset hvad, var det en oplevelse langt udover det sædvanlige, og jeg kan ikke anbefale de to tilbageværende koncerter varmt nok. De kan opleves henholdsvis 30. oktober i Sankt Pauls Kirken i Århus og 8. november i Koncerthuset i København.
Foto: Kenneth Øksnebjerg |
