Af Andreas Kielland
Touren hedder "The Unholy Trinity", og bandsne hedder Toxic Holocaust, Goatwhore og Skeletonwitch.
På en eller anden måde VED man bare, at det er metal.
På en eller anden anden måde er man ret overbevist om, at vi har med en mindre kommerciel form for metal at gøre. Om at disse grupper repræsenterer noget mere autentisk og indspist; noget som weekend-headbangerne og Linkin Park-fansne ikke kan - og nok i virkeligheden helst heller ikke må - forstå eller være med på.
... Og det er også ganske rigtigt. Der er lagt i ovnen til et vulgar display of hellborn trueness denne torsdag aften på Loppen.
For de som ikke var klar over det, anses Toxic Holocaust som bannerførere for den nye bølge af amerikansk oldscool-thrash i selskab med ikke mindst Municipal Waste samt grupper som Warbringer og Evile. Som det vel er tilfældet for størstedelen af de danske metalheads, er Toxic Holocaust mit primærbekendtskab af aftenens tre bands. Jeg er dermed in for a treat, skal det vise sig.
Jeg og mine kolleger når desværre ikke at se hele første koncert pga. forretningsmæssige årsager. (Vi drak øl). Men det, vi når at få med, er en yderst positiv overraskelse for mit vedkommende. Skeletonwitch er mindst lige så tændte som de to følgende bands; publikum er mødt talstærkt op selv til et åbningsact, og lyden er uden overdrivelse den skarpeste, jeg nogensinde har hørt på Loppen. Bandets fremtoning og visuelle stil generelt er lidt tegneserieagtig a la Toxic Holocaust, men musikken er mere facetteret og trækker således på veksler fra både punk, black, død og NWOBHM. De har lidt tendens til stilforvirring, og jeg håber og ser frem til, at de med tiden finder et mere konsistent udtryk, hvad end det bliver til en genremæssig side eller en mere perfektioneret fusion. Men deres performance denne aften er upåklagelig og helt igennem overbevisende.
Eftersom der er tale om en co-headliner tour, rokerer de tre bands i spillerækkefølgen per aften. Således spiller Toxic Holocaust her som nummer to, hvilket faktisk kommer ret meget bag på mig. Ikke blot burde deres relative popularitet diktere anderledes, men under disse omstændigheder synes Skeletonwitch mig faktisk at være dem en lille smule overlegne. Toxic Holocaust har stort set rødder i ultrakonservativ punk og ditto thrash, og selvom lyden ganske vist er knivskarp og krystalklar, kan deres bistre primalfræseri ikke undgå at blive en kende ensformig i løbet af de tre kvarters tid, showet varer.
Det er dog naturligvis ikke noget, der på nogen måde rører publikum, (hvordan skulle det da egentlig også det??), som frisk kvitterer med lige dele moshing og headbanging for en alt andet lige både rutineret og røven-ud-af-bukserne-energisk performance fra main man Joel Grind & co. Selv nye skæringer som "Wild Dogs" og "Nuke the Cross" går rent ind hos det metalsultne publikum, der tydeligvis vægter aggression over hitpotentiale. At dømme ud fra de fremmødtes antræk, er der i hvert fald ingen tilstede, som ejer en CD med hverken U2 eller Rihanna.
Set i lyset af den forgangne sommers koncert med føromtalte Municipal Waste samme sted, kan publikums engagement faktisk ikke undgå at skuffe mig en anelse denne aften. Ingen hverken løber rundt i circlepits eller kravler rundt på undersiden af loftet. Dog vil jeg aldeles ikke tilskrive det bandet, men nok snarere en kombination af ugedag, årstid, vejr, samt muligvis det kvantum nordvestafrikansk afspændingstobak, folk har nydt i løbet af aftenen. Men de ER dog trods alt mere på under Toxic Holocaust end under Skeletonwitch, - og det kommer ikke til at ændre sig.
Fra Goatwhores første ondsindede fræserriff glemmer jeg alt om min medbragte notatblok og spæner op foran for at få kastet noget garn, inden det er for sent. Jeg tror, det har føltes nogenlunde sådan her at høre Motörhead for første gang nogensinde tilbage i slut-70'erne. For dælen, hvor er det her dog helt modbydeligt uskønt og medrivende.
Goatwhores hovedinspirationer er tydeligvis bands som Venom, Bathory, Celtic Frost og tidligt Sodom. De lyder faktisk til tider næsten lige så meget af black som af thrash. Ingen af delene er min foretrukne metalgenre, men Goatwhore har sammensmedet en original og overrumplende legering af de to: somme tider lyder de som melodisk dystert thrash, andre gange som energisk uptempo-black. Ind imellem er det rendyrket: nogle vers er punket bopti-fræs ud af en tidlig tysker-tradition; nogle half-time-passager er ren og skær skæbnesvanger kirkebrænder-core.
Hvis de to foregående bands er metal ind til benet, er Goatwhore det ind til marven. Men okay, sætlisten er da også hovedsaglig baseret på en plade ved navn "Carving Out the Eyes of God"; bandets nyeste langspiller fra i år. Det hele er yderst profant, ondsindet og unholy, og 90 procent af tiden befinder dynamikken sig i det røde felt. Men Goatwhore formår at få det til at virke. Selvom deres sound er for ensartet og bister til nogensinde at komme i nærheden af en hvilken som helst hitliste, må man anerkende deres evne til at afveksle sig mest muligt indenfor et relativt snævert og meget radikalt udtryk.
Dette udtryk er mindst lige så visuelt som musikalsk. Vokalist Ben Falgoust har hår ned til røven, nittearmbånd til albuen og er klædt udelukkende i sort. Også publikum kører stilen fuldt ud: fra starten af "The All-Destroying" til slutningen af "Apocalyptic Havoc" er forreste række én lang vindmøllepark iklædt læder og symærker. Det er karikeret som ind i helvede, men hey, det lyder trods alt også sådan. I det hele taget er Loppen i samfulde tre herlige timer forvandlet til en infernalsk oase midt i skodvejr og julestress. Resten af verden kan rende og skide, - ikke mindst dem, der valgte at blive hjemme!
"If it's not in your blood you'll never understand", stod der på Wacken-kopperne for nogle år tilbage. I aften er denne evigtgyldige metal-maksime mere end almindeligt passende. |
