Det amerikanske neofolk/industrial kultband Blood Axis er endelig tilbage: Således vil der i 2010 angiveligt både udkomme en opsamling af compilationtracks i form af "Ultimacy" samt - oh, milde himmel! - et nyt album, kaldet "Born Again".
Jeg glæder mig meget, og ikke mindre efter at have hørt de tre uddrag fra "Born Again", som nu er oppe på gruppens myspaceside. De nye sange virker både mere psykedeliske i lyden, samtidig med at bassen har en sær, punket lyd, der er langt fremme i lydbilledet.
Liars har med "They Were Wrong, So We Drowned" og især "Drum's Not Dead" begået nogle af dette årtis absolut bedste albums. Det er efterhånden nogle år siden, der sidst var lyd fra bandet i form af en selvbetitlet plade, der skuffede en anelse i forhold til de to foregående mesterværker, men dog stadig var glimrende. Næste år udgiver Liars albummet "Sister World", og de har i den forbindelse lagt et nummer op til gratis download på thesisterworld.com.
Nummeret ved navn "Scissor" lyder meget lovende, og indeholder som forventet dele, der umiskendeligt lyder som Liars - samt noget der giver hints om nye retninger. "Scissor" kan også høres på bandets Myspace.
I dag er det International Human Rights Day og i den forbindelse har Portishead udgivet en ny digital single, "Chase the Tear", i samarbejde med Amnesty International.
"Chase the Tear" følger op på stilen fra numre som "We Carry On" og "Machine Gun" fra Portisheads fantastiske "Third" fra sidste år. Desværre kan man ikke umiddelbart købe og downloade singlen i Danmark, men så kan man nøjes med at se videoen online.
Ifølge en trist mail fra Three Lobed Recordings døde 38-årige Jack Rose henover weekenden. Rose havde en fortid i bandet Pelt, men har de senere år udgivet en række solo-plader centreret omkring hans akustiske spil. Han har også spillet et par gange i København, hvor specielt hans koncert i Byens Lys i 2007 - hvorfra Youtube videoen nedenfor er fra - står meget positivt i min hukommelse.
Trust har gjort sig særdeles positiv bemærket i år med deres vanvittige blanding af noise-, math- og progrock.
De har udgivet en seksstjernet 7" på Red Tape (anmeldelse kan læses her) og har en ny på vej. Bandet har for nylig lagt to numre fra den kommende plade op på deres Myspace, der tyder på endnu et mesterværk af en 7".
Trust har for nylig skrevet kontrakt med det københavnske selskab Play/Rec, og udsender et fuldlængde album på dette til sommer.
Trust er fantastiske på plade og fuldstændig overrumplende på en scene. Kan ikke anbefales nok!
At Tobias Bendixen fra The City Kill også skriver for Transmission skal ikke afholde os fra at give dem lidt omtale - særligt ikke når musikken på beundringsværdig manér er licenseret under Creative Commons og således er gratis at benytte til ikke-kommerciel brug. Dette betyder blandt andet, at pladen - udover at være udgivet på vinyl og cd - ligger til fri download hos Red Tape.
Ægte eklektikere er et sjældent møde i dagens musikalske landskab – og særligt i Danmark – hvor alt for mange synes at operere inden for foruddefinerede genrers dogmatiske bånd, som var det regler dikteret fra oven.
Ikke The City Kill dog.
Disse tre unge danskere og én ung herboende australier blander succesfuldt drone- og støj-rock med post-punk til en krydsning, der nok minder om koryfæer som The Velvet Underground, Birthday Party, Sonic Youth og tidlig Sods / Sort Sol, men som samtidig er deres helt egen. Ikke en helt lille bedrift med så allestedsnærværende referencer i bagagen.
Forleden så jeg danske Julie Bos debutkoncert. Det foregik på Folkets Hus på Nørrebro, og det var en særdeles fin lille koncert.
Sangene på hendes Myspace-side vidner om en tydelig inspiration fra New Weird America-scenen; især den excentriske vokalstil vækker mindelser om sangerinder som Joanna Newsom, Josephine Foster og Baby Dee, mens det simple, fængende guitarspil trækker på 1960'ernes amerikanske singer/songwriter-scene. Diskrete reallyde dukker fra tid til anden frem i baggrunden.
Det er med andre ord et lidt overfyldt felt, Bo opererer i. Når Bo oven i købet har den vokalstil, hun har, kan man let tro, at der er at tale om et dansk plagiat af ovennævnte New Weird America-scene.
Det er det bare ikke, for projektet fungerer i sin egen ret. Der er et godt øre for simple melodier i musikken, og Bos stemme er noget så indtagende - den besidder et intimt nærvær og en lavmælt intensitet, som man sjældent hører. På trods af, at inspirationskilderne er tydelige, så har Julie Bos musik sin egen identitet, og en særegen evne til at fange denne lytter.
Der er desværre kun to sange på Julie Bos Myspace - de sange, hun spillede til koncerten virkede fuldt ud ligeså lovende. Jeg glæder mig til at høre mere.
Shit-Fi? Som i lorte-fidelity, det vil sige rådden, ringe og ikke-akkurat gengivelse af musik? Mener de grammofonplader og kasettebånd?
Nej. The Shit-Fi Manifesto handler ikke om de sidste nye landvindinger indenfor det at hjernevaske kommende generationer af musikelskere (eller hadere...) til at lytte til de nyeste slaskere på deres mobiltelefon, men om at musik ikke behøver at være pakket gejlet ind eller nødvendigvis skal gennem 32 spor og fire harddiske, før det kan fordøjes.
Shit-Fi websitet er en hyldest til den saft og kraft, der gør, at visse musikalske udladninger lever mere i kraft af deres rå og uprofessionelle energi end deres potentiale som middelmådige døgnfluer, der summer ligegyldigt og velproduceret i baggrunden fra 9 til 17.
Der er et par timers grelle eksempler på, hvor godt det kan gå, når lydmakeuppen krakelerer, og de kan hentes ganske gratis og piratfrit på denne adresse:
