Forleden så jeg danske Julie Bos debutkoncert. Det foregik på Folkets Hus på Nørrebro, og det var en særdeles fin lille koncert.
Sangene på hendes Myspace-side vidner om en tydelig inspiration fra New Weird America-scenen; især den excentriske vokalstil vækker mindelser om sangerinder som Joanna Newsom, Josephine Foster og Baby Dee, mens det simple, fængende guitarspil trækker på 1960'ernes amerikanske singer/songwriter-scene. Diskrete reallyde dukker fra tid til anden frem i baggrunden.
Det er med andre ord et lidt overfyldt felt, Bo opererer i. Når Bo oven i købet har den vokalstil, hun har, kan man let tro, at der er at tale om et dansk plagiat af ovennævnte New Weird America-scene.
Det er det bare ikke, for projektet fungerer i sin egen ret. Der er et godt øre for simple melodier i musikken, og Bos stemme er noget så indtagende - den besidder et intimt nærvær og en lavmælt intensitet, som man sjældent hører. På trods af, at inspirationskilderne er tydelige, så har Julie Bos musik sin egen identitet, og en særegen evne til at fange denne lytter.
Der er desværre kun to sange på Julie Bos Myspace - de sange, hun spillede til koncerten virkede fuldt ud ligeså lovende. Jeg glæder mig til at høre mere.
